men jeg tænkte selvfølgelig over det, min mor sagde. og egentlig tænker jeg over det tit. jeg fester alt for lidt. jeg er alt for lidt sammen med en masse mennesker på samme tid og sted. derimod har jeg et alvorligt stort cafeforbrug, massere af kilometer i benene på lange ensomme strækninger og en masse venindehyggeaftener med i rygsækken.
jeg er virkelig introvert. men ved i hvad? ca. 30% af befolkningen er også introverte - i større eller mindre grad, naturligvis. vi lader op i selskab med os selv, i modsætning til de ekstroverte, som lader op i selskab med mennesker. og gerne en masse af slagsen. smalltalk. det er lige dem.
og så slog det mig! for søren da, hvor lever vi i et diskriminerende samfund! der forventes, at alle er ekstroverte, at alle er med hvor det sker. og hvis man ikke er det, så er man enten genert eller kedelig. og hvis det så bare var så vel, at kun de ekstroverte pegede fingre af os introverte, ja så kunne vi jo danne alliancer, hvor vi skiftedes til at holde filmaften, to og to sammen. hvor vi iscenesatte dybe samtaler om følelser, livet, døden og samfundets diskrimination. men men men, sådan er det langt fra. jeg er selv med til at diskriminere. fordi jeg er blevet hjernevasket til at tro, at ekstrovert er det rigtige at være. og derfor er jeg bange, ligesom de andre introverte.
lad os da forhelvede stå sammen.
ja, ovenstående er vist min søndagsbøn, tror jeg. ikke til gud, men til jer, skønne læsere.
 |
| et lille stemningsbillede fra aftenen i går, som jeg tilbragte i selskab med søde Amalie, en god film og masser af godter. uhm |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar