living on the edge

jeg har ikke rigtig sovet i nat. det er som om min sjæl har vandret lidt hvileløst rundt, uden at kunne finde ro. selvom den har prøvet. jeg lå og tænkte hele natten. så meget, at jeg til sidst blev paranoid. 
jeg har gjort noget som kan sammenlignes med at springe ud fra en klippe - og om jeg bliver grebet eller ej er op til skæbnen. hvis den findes vel og mærke... men sagens kerne er, at jeg er sprunget, jeg har handlet og intet vil derfor blive som før. Derudover fandt jeg også ud af, igen, hvor vigtige mine veninder er for mig. det er fantastisk hvordan de kan gøre sådan en stor forskel i mit liv. jeg ville ikke kunne leve uden dem, jeg ville ligge i min seng, aldrig stå op og dø stille. 
derfor er jeg sprunget(for lige at vende tilbage til det, der optager mine tanker). jeg har gjort noget, som for mig skal være mit billede på, hvad venskab rent faktisk er. hvis jeg skulle forklare begrebet venskab ville jeg diske op med ord som "kærlighed", "tillid", "glæde" osv. Essensen af det, kan vi vist godt blive enige om, er ord, som giver én en følelse af, ja, glæde. men hvor går grænsen? og hvorfor kan venskaber gå så galt? jeg forstår det ikke. måske finder jeg ud af det snart? 
men én ting jeg ved er, at jeg elsker de veninder jeg har, virkelig højt. ja, jeg elsker jer virkelig. 
jeg kan ikke sidde stille. jeg kan ikke bevæge mig. jeg er i en tilstand, som bedst kan beskrives med dette ene ord: "tåge". jeg er nervøs og jeg kan ikke lade være med at tænke - samtidig med, jeg ikke kan tænke noget overhovedet. det er sygt og forkert det hele. og alligevel så forfærdeligt rigtigt. jeg fortryder ikke, jeg hoppede. ikke et eneste sekund. eller hvad? 

jeg er sulten. og jeg glæder mig til at aflægge Bjergby et lille visit i morgen. jeg har alle grunde i verden til at være lykkelig - men det er jeg ikke.

tak fordi, kære søde læsere, i gider læse disse floder af aflæsning af mine problemer og mit liv sådan generelt. jeg elsker jer!

det her er dejlige, skønne, smukke Ida, som jeg elsker og savner

i want to break free

det slog mig idag, at jeg endnu ikke har lavet et blogindlæg, hvor jeg fortæller jer om mig selv. og nu synes jeg ligesom lidt det er for sent og en smule, som Amalie så fint ville udtrykke det, kikset. men sommetider, skal man også give sig selv lov til at være kikset. jeg er en af de få heldige mennesker i verden, som er det hele tiden. selv når jeg sover. jeg tror, det er en del af den person, jeg er og det må jeg bare lære at leve med. hvilket jeg sagtens kan. 

nu føler jeg pludselig, at det er oplagt at fortsætte af den lige vej mod info om mig. lad mig se...

jeg går i 1.g på Aalborg Katedralskole, som i nok har hørt om, og ellers opdaget i et af mine lange indlæg omkring skoletræthed og meningsløshed. yes, jeg elsker gymnasiet og er totalt klar på, at gøre mit bedste for et super gennemsnit(kan i mærke ironien?). udover mit kærlighedsforhold til min skole har jeg en masse andre kærlighedsforhold. b.la. til mine veninder forskellige steder fra(b.la. fra efterskolen, som i nok også har hørt om). de er mit drug, virkelig mit drug, og jeg kan tale med dem om alt. det fantastiske ved veninder er jo, at man har nogle veninder, der får én ting frem i en, og nogle andre som for en anden ting frem i en. mens ensomheden får en helt tredje eller fjerde eller femte person frem i mig. for det meste en person, som kan tænke så meget, at jeg til sidst ikke føler, jeg er nogen steder, men derimod svæver rundt i ingenting. andre gange bliver jeg et menneske, som ender dybt inde i mørke afkroge - igen - fyldt med ingenting. derfor vil jeg beskrive mig selv som voldsomt sensitiv. ikke bare lidt. men, som jeg nævnt, VOLDSOMT sensitiv. det giver mig tit problemer i det jeg har det med at tage andres problemer og sorger på mig og tænke så meget over dem, at jeg til sidst bilder mig selv ind, at det er mine egne problemer og at jeg derfor skal løse dem. hvilket jeg hverken kan eller skal. 

derudover elsker jeg at lytte til mennesker fortælle om deres liv. det er noget af det mest fascinerende og ikke ét sekund tænker jeg tanken, at det er kedeligt. jeg tror, det er det, jeg vil leve af senere hen i mit liv. jeg har tit forestillet mig selv i rollen som en psykolog eller terapeut. og netop på denne måde elsker jeg at se mig selv. 

ellers elsker jeg at bevæge mig og dyrke sport. især fodbold. og løb. når jeg dyrker de to ting, tænker jeg slet ikke. jeg eksisterer bare. og hvilken fantastisk følelse! men lige nu er det sat på stand by pga skader. og jeg som troede, min krop ikke kunne få skader, at den kunne klare alt, hvad jeg ville den skulle kunne klare. hvor var jeg naiv. men anyways, jeg løber stadig noglegange, når jeg kan snige mig ud, uden min mor opdager det... 

og som i nok ved elsker jeg at læse og drikke te. tænkte lige jeg ville afslutte denne enorme flod af ord. hvis i vil, kan i dele læsningen af dette indlæg op i to. det burde jeg skrive i toppen, men det virker kikset. men det her virker også kikset, når jeg tænker nærmere over det, da i jo netop, kære læsere som jeg elsker, har læst det hele når i læser dette. 

afslutningsvis, vil jeg undskylde, at jeg har holdt et lille foredrag om mig selv. håber i klarer det.

elsker jeg venner! virkelig

hvad er den bedste måde at aflsutte et indlæg omhandlende mig på? det er da ved at "pynte" det med et billede - af mig og en limstift. limstiften er et symbol på min sensitivitet.

 

sunday

jeg har bagt cookies i dag. og lavet nogle afleveringer. og så ser jeg frem til håndboldfinalen. derudover er det snart mandag, hvilket jeg har svært ved at forstå og derfor også svært ved at forholde mig til. i morgen er jeg på farten igen. i morgen render jeg rundt uden nogen form for retning, anden end retningen mod weekend. med alt for meget fart, alt for lidt stilhed, hygge og kontakt med det indre. og dette prøver jeg at retfærdiggøre overfor mig selv ved at drikke en masse te, lade være med at lave de fleste lektier og gå sent i seng, fordi "skole ikke skal styre mit liv". hvilket den gør. og det har jeg selv valgt. så jeg tager det med. og heldigvis har jeg en skøn klasse som liver enhver kedelig time op med spas og sommetider useriøs-hed. 
ud over det, føler jeg mig lige nu fuld af inspiration og det er en skøn følelse! grunden til det er, som før nævnt, at jeg i dag har bagt cookies. det sker ikke særlig tit og måske tænker du, kære læser som jeg elsker meget højt, at det er sært og besynderligt at bagningen har været min inspirationskilde. og det er besynderligt. men under bagningen skete der det, at jeg glemte at putte havregryn i, og da det var havregrynscookies havde det jo en stor betydning for udbyttet. men min pointe med denne, for nogen voldsomt uinteressante, forklaring omkring min tilsyneladende almindelige søndag er, at jeg har indset noget. og, som jeg plejer, vil jeg selvfølgelig give jer indblik i, hvad jeg nu har indset. det handler om ingredienserne i ens liv. hvad man vælger(bevidst eller ubevidst) at blande i og hvilken indflydelse det har. mine cookies blev ikke crunchy. tvært imod. men hvilken betydning har de forskellige ting, man putter i sit eget liv? og hvornår viser det sig, om det har været godt eller skidt. jeg kan ikke bage mig selv i et kvarter, for så at finde ud af, om jeg blev god eller dårlig. men hvad skal jeg så gøre? vente og se, bliver mit eget råd til mig selv. og som min mor ville sige: "du er så ung, du har hele livet foran dig".  men at være ung, handler også om at leve i nuet. og det er svært. for ikke at sige urimelig svært. det gode ved det er dog, at jeg kan nå at bage mig om masser af gange og ændre i opskriften, hver gang, der er noget, jeg ikke er tilfreds med. og det er godt,tror jeg. problemet er bare, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad der er godt og hvad der er dårligt. og specielt svært har jeg ved at finde ud af, hvilken slags kage jeg er. og igen, hvis jeg så er en cookie, er jeg så en havregrynscookie, en chokoladecookie, en mogm-cookie eller måske en fedtfattig end af slagsen? why God, why??

god søndag folkens. og husk nu at putte gode ingredienser i jeres liv. hvis i kan. og glem nu ikke havregrynet, hvis jeg liv er et havregrynsliv...

Sadness...

sommetider føler jeg mig lidt som den drage der: ude af stand til at gøre noget som helst, fordi de rette værktøjer og evnerne ikke er der. det eneste denne lille og søde drage virkelig vil, er at klappe i de fandens hænder! men hvorfor kan den ikke? jo, fordi den er en drage. 
og på en måde er det jo fair nok. det kunne jo have været: "if you're happy and you know it go ahead and fly!". så ville mennesket jo ikke have en chance. men vi har værktøjerne til at bygge en flyver, en luftbalon, en faldskærm osv... dragen har ikke et redskab til at gro længere hænder, for sådan er den født. og aldrig aldrig aldrig nogensinde ville den kunne mærke sine hænder slå blidt mod hinanden af bare fryd. 
jeg kan helt og aldeles sætte mig ind i dennes følelser. og hvor er det frustrerende! der er så meget jeg gerne vil, som jeg ikke kan. der er så meget jeg gerne vil opnå, som jeg aldrig nogeninde vil komme i nærheden. og der er så mange ting, jeg gerne vil være stolt over mig selv over at have gjort, som jeg aldrig, ligesom min drageven, kommer til at klappe i hænderne over. og så spørger jeg mig selv om det hele er de skuffelser værd. og jeg er kommet frem til, efter at have en hørt en stor portion Tina Dickow og Thomas Buttenschøn, at ja: det er det. 
forstå mig ret, for vi skal ikke gå og skuffe os selv hele tiden. selvfølgelig når vi ikke engang en brøkdel af alt det, vi gerne vil og selvfølgelig kan man altid finde noget, der ikke er, som man ønsker det. men det hele handler om at smide "skuffet" væk. hvis man kan, jeg kan ikke - endnu. forhåbentlig vil jeg lære det før eller siden. måske
og nu vil jeg gå med langsomme skridt. hellere et for lidt, end et for meget (eller hvad er det man plejer at sige? og det har vist egentlig slet ikke noget med det her at gøre, men anyways...)
og igen må jeg undskylde for, at min blog er en smule trist. men den bygger på ærlighed og få-det-hele-ud-princippet, og det har jeg tænkt mig at holde fast i. derudover kommer der forhåbentlig en god periode snart, hvis jeg kender mig selv ret - hvilket jeg ikke gør.
jeg elsker jeg, venner, armsved og kys til jer 

ih altså!

der er et spørgsmål som sumper lidt rundt inde i mit hoved for tiden. "hvad er meningen med, at der er 2 gode dage og 5 utroligt lange og kedelige dage om ugen i mit liv?". jeg er kommet frem til, at der er et ganske simpelt svar på det spørgsål, nemlig: "fordi vi lever på fremtiden". jeg lever mit liv på en tro om, at det bliver godt senere. hvilket har det med at deprimere mig en smule. lige nu faktisk. mest fordi jeg de sidste par dage har vandret rundt i en tåge af meningsløshed og fremtidsdrømme, som jeg ikke aner hvad indeholder. og hold kæft hvor er det svært at fastholde motivationen - for alt! motivationen for livet. motivationen for at stå op om morgenen(misforstå mig nu ikke, jeg har IKKE selvmordstanker, selvom det måske kunne forstås sådan). Jeg har lige pt mistet troen på, at jeg følger min livsbane. for hvis man virkelig gør det, ved man det. og jeg ved det ikke og føler mig heller ikke synderligt lykkelig. i hvert fald ikke i dag og det er det, der irriterer mig så grænseløst! hvorfor kan man ikke bare være lykkelig hele tiden? eller i det mindste bare størstedelen af sit liv? for hvad hvis jeg aldrig finder ud, hvad jeg vil med mit liv og aldrig bliver lykkelig? bare fordi jeg i min ungdom kæmpede for det helt forkerte. 

det er så forvirrende det hele. jeg forstår ikke engang selv, hvor jeg vil hen. hvis jeg overhovedet vil nogen steder hen. måske er jeg en af de mennesker hvis sjæl ikke vil noget som helst. en af de uheldige, som aldrig bliver til noget. og gør noget og aldrig rigtig vil noget. måske ender jeg som single i en etværelseslejlighed i udkanten af mølholm med 27 katte og en dagskost som består af tre bøtter is? arg.

fortsat god dag/aften/nat, nu har jeg jo givet jer et ordentligt friskt og positivt pust at leve videre på. held og lykke, elsker jer

Rebellion

...eller slet ikke. jeg er ikke en rebel, selvom jeg til tider ynder at omtale mig selv som en. jeg tilbeder rebeller, såsom Bob Dylan og Kurt Cobain. fordi de gjorde en forskel og fordi de var ligeglade med, hvad samfundet mente om dem. 

jeg er ved at brække mig over idealer. mest fordi jeg selv prøver at følge dem og hvis jeg ikke gør, får jeg det utrolig skidt med mig selv og retter derefter op på det, så vidt det nu er muligt. for mig handler idealer om at kvæle de, der ikke lever op til dem. idealer er der netop fordi, der er nogle (mange) som falder udenfor og som ikke lever op til disse. 

idealer om, hvordan man skal leve sit liv, hvordan man skal opføre sig og - sidst men bestemt ikke mindst - hvordan man ser ud. og hold nu kæft, hvor er det forfærdeligt at de, som ikke har været heldige ved genuddelingen, altid ender sidst i rækken i alle mulige henseender i vores samfund. og hold nu kæft, hvor er jeg bange for, at jeg skulle gå hen og blive en af dem. 

derfor: så enkelt er det. vi vil ikke udstødes. for satan da. 

denne weekend har jeg derfor dedikeret til veninder, Bene og Randi, hygge, druk, passiv rygning, god musik, chips og marabou med digestive. og jeg sprang træningen over i dag. fordi jeg, utroligt nok, slet ikke havde lyst. 

jeg har sat mig ned og ladet være med at lave lektier, læst lidt i en bog om hvad det vil sige at være en perfekt kvinde (og at det nok ikke kan lade sig gøre, fordi perfekt blot er et begreb der er skabt for at få os til at stræbe højere og højere hver dag, uden nognesinde at blive tilfreds mig sig selv), spist en af min mors hjemmelavede muffins og drukket en bette sjat zantelli eller to (undskyld Randi, men jeg kunne ikke lade være).

derudover vil jeg lige udnytte lejligheden til at vise jer et billede eller to af min nye t-shirt, som er en forsinket julegave. jeg elsker Kurt Cobain. 

Friends will be friends

Hvis du spurgte mig, hvad jeg idag har haft om i skolen, ville jeg svare, at jeg simpelthen ikke kan huske det. det er lang tid siden, jeg har oplevet noget så uinteressant som lektionerne i nuværende periode. jeg er der bare. og hygger mig i firkvartererne. og mine gode madpakker redder mig.

I dag har jeg indset en fantastisk masse ting. efter en masse dybe samtaler med Laura og Amalie og derefter en med min far, føler jeg mig som et helt fornyet menneske. nærmest som om, jeg lige har haft ferie og ladt energi op i alle mulige depoter rundt omkring i hjertet og hjernen

jeg har bl.a. indset, at en af de ting der ødelægger mennesker indefra er svigt. svigt af venner i de situationer, hvor man virkelig har brug for dem. for den følelse af, at man selv har gjort en indsats - af bare kærlighed - og intet får tilbage på den front, er det der skaber sorg. og indebrændthed. jeg vil gå så langt som at sige, at det kan dræbe. for det kan det. det kan dræbe kærligheden mellem venner og skabe hadet - og senere ligegyldigheden. 

men ved svigt finder man også ud af, hvilke venner der virkelig er venner, og hvilke der ikke er. og selvom det gør forfærdeligt ondt at indse, at man skal lade være med at holde af et menneske, man i tide og utide er blevet svigtet af, så er det det eneste rigtige. 

jeg gav dig hele verden - derfor græder jeg

 

Day

Det er lang tid siden, jeg har gennemlevet en så normal dag, som jeg har idag. Det er utroligt, hvad man bruger sit liv på af ligegyldigheder. Jeg cyklede i snevejr i morges, de to første moduler blev brugt på idræt, derefter fysik og til sidst matematik (det er så det, man får ud af at vælge en samfundsfaglig studieretning!). Så cyklede jeg hjem. 

Jeg forstår ikke, hvor jeg indviger jer læsere i dette. Måske fordi, jeg har brug for at snakke om mit eget liv? og om mig selv. Jeg tror måske det er det, folk er så fascinerede over i denne bloggerverden. Man kan skrive om sig selv, indtil ens fingre falder af, uden nogle sure miner eller snak i krogene om, at man er egocentreret og forelsket i sig selv. 

Og derfor tror jeg også, jeg oprettede denne blog. Og i den anledning vil jeg så vise jer, hvad JEG lavede til aftensmad og hvordan JEG ser ud ligenetop nu:

Linsebøffer med grønne linser, bulgur og rødbede-æblesalat med græsk yogurt

Derudover havde jeg faktisk tænkt mig, at jeg i dag ville fortælle jer om mit kæreste eje (ud over min computer og mine bøger, selvfølgelig). Der er her tale om mine tidligere løbesko, som jeg har hængt op mellem to par røde converse-sko i mit loft. 

Det er ment som et symbol. og jeg minder jeg selv om hver dag, at det er et symbol på en tid, som er forbi. en tid, som har været op ad bakke og ned ad bakke i store og lange ryk. Jeg taler selvfølgelig om min tid som løber. Ja, det er det, jeg kalder det nu. Jeg har været løber. jeg kan blive det igen, men jeg er det ikke nu, fordi det ikke er det, livet vil jeg skal. og for søren hvor er jeg sur på livet pga det! men på den anden side, gav den knæskade mig en stor forståelse af mig selv, for hvem jeg er og hvad jeg kan klare - og ikke kan. Før den skade troede jeg, jeg kunne alt. Nu ved jeg, at det kan jeg ikke. i hvert fald ikke selv. 

Hver morgen, når jeg vågner, har jeg lyst til at pille de sko ned og løbe en tur. skadefri. uden smerte og bare mærke grunden forsvinde væk under mine fødder. i de sko. fordi jeg vil give mit løbeventyr - eller mareridt - en lykkelig slutning.

Men så mindes jeg, hvad meningen var med, at jeg hang de sko op. Det var fordi, jeg dengang - fyldt med skader - havde fået en lykkelig slutning. mine knæ havde nemlig ført mig til Sarah. og tættere på mine fantastiske veninder. og det var sådan, jeg ville have, det skulle slutte: følelsen af, at uanset hvor langt jeg var nede, så vidste jeg, der var nogle som ville samle mig op. 

derfor kæmper jeg nu videre med mine knæ. og uanset om det vil lykkes mig at blive skadefri eller ej, så ved jeg, at den begivenhed har givet mig så meget igen. livet er alligevel god ved mig - hvis JEG tænker over det.  

Power of women (& lesbianism)

Kvinder er smukke og kvinder er stærke. kvinders seksuelle udfoldelser med hinanden er smukke og stærke.

Jeg  har altid følt mig draget af selvstændige, stålfaste og selvsikre kvinder. kvinder som tør vige deres liv til tabuer og dermed kultisere dem. og kvinder som elsker hinanden så højt, at de er parate til at blive udstødt, set ned på og trådt på er noget af det, der inspirerer mig mest. 

Jeg tror på kærlighed mellem mand og kvinde. men det ville være løgn at sige, at jeg tror på den kærlighed mere, end på den mellem kvinde og kvinde. der er en forståelse kvinde og kvinde imellem, som mænd aldrig vil opnå. 

Vi kan alt. intet kan overgå os. vi kan erobre hele verden blot ved hjælp af vores sympatiserende hjerter, stærke mentaliteter og vores instinkter. Jeg tror, min pointe med det her lidt usammenhængende stykket tekst er, at jeg synes lesbiske kvinder er det, verden mangler flere af. de må kunne noget, som er vejen til lykke blandt verdens befolkning. med deres øjne, deres læber, deres bryster og deres lår, som giver sig fuldt hen til én med de samme, og samtidig vidt forskellige, kvaliteter. 

Betragt det som en opfordring. Jer som ligger i skabet, spring ud for guds skyld, og jer, som er sprunget ud i armene på en mand burde måske genoverveje jeres kærlighed ? 

Jeg undskylder for, at jeg er meget langt ude. 

Her er nogle billeder, som er et symbol på kvinders styrke og apstrakthed:  

Katrine Vestergaards øre

Modeller: Natashia Maise Nygaard og Trine Lorentzen

Min arm

Monday und Maja

Jeg er en af de mange, som ikke ved hvad jeg skal tro. derfor har jeg mere eller mindre overladt det til mit indre jeg. Sommetider tager jeg mig selv i at bede til Gud. hvis der er noget, som jeg synes er dybt uretfærdigt eller noget som jeg virkelig ikke forstår meningen med, er det ham, jeg går til. Men for det meste ser jeg mig selv som eksistentialist. Jeg tager nogle valg og det vil få konsekvenser. når jeg dør, dør jeg. det synes jeg, er en rar tanke, ingen skæbne, alt er op til en selv. op til mig. og dig. men så alligevel ? den tankegang kan også være enormt spirit-dræbende. 
Jeg elsker at læse filosofiske romaner. sådan nogle bøger hvor man, efter læsningen, sidder med en følelse af, at intet er som det ser ud, at der er noget større. noget passer på en og holder øje. noget der sørger for, at jeg ikke bliver ladt i stikken. som jeg sommetider godt kan blive bange for. 
Det jeg vil frem til, tror jeg, er, at jeg hver dag bliver inspireret til at tro på noget andet. og hver dag bliver jeg inspireret af andre til at stole på mig selv, min indre stemme. problemet er bare, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad der er MIN stemme og hvad der er påvirket fra andre eller andet. 
I dag fandt mig og Maja grunden til, at vi mennesker ikke dræber os selv. og jeg er sikker. Man kan sammenligne det med jagten på en god bog. Man kan gennem et liv læse mange mindre gode bøger, for ikke at sige meget dårlige bøger, men indimellem læser man en af disse bøger, som slår fødderne væk under en. og som man aldrig glemmer. Og hvad er så grunden til at vi bliver ved med at læse alle de indholdsløse, flade, kedelige og uintelligente bøger uden nogen egentlig handling eller plot? jo, det er fordi vi for alt i verden håber på, at netop den bog, vi står med i hænderne er den, der vil slå fødderne væk under en. den der er et af de få glimt af lykke. og følelse af, at ens liv ikke bare en lang snoet vej fyldt med forhindringer og mørk ulykke. 

Selvkontrol og uopnåede mål

Efter jeg startede på gymnasiet, er det gået op for mig, hvor lidt selvkontrol jeg egentlig har. f.eks. sidder jeg lige nu og drikker te, skriver blog og tager billeder af mig selv, i stedet for at gå i gang med en danskstil på 5 timer. derudover har mine afleveringer de sidste to måneder ligget på et så lavt niveau, at jeg er begyndt at overveje at lade min lillebror på ti skrive dem. bare for at forbedre mit snit. men anyways, derfor har jeg valgt at lave en liste. En liste som for nogen må minde om nytårsfortsæt. listen indeholder nemlig punkter, jeg skal opnå eller lade være med at gøre i næste uge. Og jeg skal, skal, skal gennemføre det!

Theas vej til selvkontrol:

1. Lave alle mine lektier - og ikke sent om aftenen dagen før
2. gå tidligt i seng - senest klokken 22.30
3. lad være med at hygge dig så meget, men i stedet lave afleveringer
4. skær tiden du er på facebook voldsomt ned!
5. være aktiv i ALLE timer (også NG og fysik)
6. skær ned på chokoladeforbruget
7. træn mindst tre gang om ugen
8. vær positiv omkring dit nye skema (selvom det virkelig er dårligt!)
9. Generelt vær positiv!
10. gå i bad
11. stop med at lave ligegyldige blogindlæg, men i stedet nogle der er relevante og indeholder et højt analytisk og fagligt niveau

og lidt ekstra:

1. tag på cafe fair med Maja
2. gå i biografen med Randi
3. snak i flere timer med ida
4. lave en døgner med Benedikte og masser af film

og her kommer de obligatoriske billeder af kunstnerisk udfoldelse:

Illusionen

det perfekte er en illusion der er skabt for at gøre mennesker ulykkelige. og det virker. hele vores liv stræber vi efter det umulige - det perfekte - uden nogen form for retning. jeg tror på det uperfekte mennesket. nej, jeg tror på MENNESKET. lad os et øjeblik glemme, at der findes et "perfekt" og se på verden. hvordan verden pludselig forandrer sig, hvordan mennesker pludselig sætter sig ned midt på grønne enge, istedet for at spæne rundt mellem privatbørnehaver, fitnesscentre, magasin og overarbejde. i stedet for at besøge diverse plastikkirurger, negleteknikere og hvad der ellers findes af overfladisk lykke. 
Jeg er har sådan lyst til at flå ulykken og angsten væk fra byens tage, og puste frisindet, åbenheden, uperfektheden og lykken tilbage i hovedet på de mennesker, hvis angst for ikke at være det ideelle menneske har taget over deres liv.
Det vil sige alle mennesker. 
også mig.
Det er derfor vi græder os selv i søvn.
Nu vil jeg gå i seng. så vil jeg ligge og tænke på mit leverpostejsfarvede hår, min urene hud, min brede skuldre og min alt for store næse. min utålmodighed, min sukker- og fedt afhængighed og glæde mig over, at jeg heldigvis ikke er perfekt.

Mad, mad, mad

det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ELSKER mad. og selvom vore samfund lige for tiden tabubelægger det at tale om ens kærlighed til mad, så har jeg valgt at være helt og komplet åben omkring det. hjemme hos mig, har vi alle en maddag. min er tirsdag, derfor er det blevet til wok/vegetar-tirsdag. mine brødre prøver hver gang at slippe udenom ved f.eks. at spise hos en ven eller overtale min mor til at stege noget med noget kød ved siden af.  
I går fik jeg besøg af to søde piger, Amalie og Laura, så i den anledning gav jeg mig i kast med at lave noget HELT nyt, som jeg aldrig har prøvet før. menuen stod på mandel-bønnebøffer, salat med Hokkaidogræskar og brieost og dertil speltkerner. Selvom jeg selv havde lavet det, er jeg ikke blev for at sige: uuuuhm. For, som Laura ville sige: "fuck janteloven"

Salat med krydderbagt Hokkaido og brie

Mandelbønne-bøffer, hokkaidosalat og speltkerner

Det er utroligt hvilken rolle mad har fået. det kan virkelig gøre en hyggelig aften endnu hyggeligere. Egentlig ville jeg også lægge et par billeder ind af Laura, Amalie og mig siddende i sofaen og spise is, men fordi min far tog billederne, vil jeg ikke udsætte jer læsere for det. for det første tog det ekstremt langt tid for ham. og for det andet er de enten mørke, rystede eller taget alt for langt væk fra selve motivet.
Jeg regner med at lave et indlæg igen i aften. måske af en lidt dybere karakter, hvem ved?

fængsel eller eksamen ?

Fantastisk rart og super overskudsskabende! 
i dag har jeg officielt afsluttet grundforløbet med en prøve i naturgeografi/kemi. i den anledning gav jeg mig rebelsk til at rive min opgave i stykker og hoppe ned fra bordene. som en slags symbolsk handling. derudover havde jeg påført mig mit fængselssæt. som var med mig hele vejen. og som også er et symbol på frihed - efter en eksamen vel og mærke.

Fotograf: Theresa Brøyer Højgaard

Fotograf: Theresa Brøyer Højgaard

Bagefter følte jeg mig lidt barnlig. og dum. mest fordi en sådan handling højest er en folkeskoledreng i begyndelsen af sin pubertet værdig. men også fordi jeg - igen - kom i tvivl om hele det her gymnasieværk virkelig er det rette for mig. i går skrev jeg om at følge sin livsvej og -bane. denne eksamen fik mig virkelig i tvivl igen. Men hvad skal jeg så? umiddelbart tror jeg ikke, jeg har så meget frisør- eller murersnilde. og jeg har heller ikke lyst til sådan noget. men har jeg lyst til gymnasiet? jeg ved det ikke. men jeg bliver. fordi jeg tror på, at det på lang sigt vil gøre mig lykkelig. på den ene eller den anden vis. og så har jeg selvfølgelig fået nogle veninder som jeg for alt i verden ikke vil kunne give slip på! 
Og som min veninde Benedikte ville sige: Thea, tag dig sammen! det er vist det, jeg må gøre.
Men uanset hvad, tror jeg ikke, jeg vil stoppe med at opføre mig som en dreng fra folkeren i begyndelsen af sin pubertet. sådan er jeg vist bare. og det er faktisk hyggeligt nok til tider. selvom jeg fik ret ondt i fødderne af, gentagne gange, at hoppe ned fra de borde 
Jeg håber, alle mine faste læsere, at i følger jeres livsbane. det gør jeg vist ikke. eller hvad?
Hav en god aften og sov godt, når i når dertil  

Skæbnernes by, livsvejenes univers, aftente. Og nårh ja, NV

Lige nu sidder jeg og nyder min obligatoriske aftente. Obligatorisk i den forstand, at jeg sover meget bedre, hvis jeg har drukket mindst én kande urtete om aftenen. vi har jo alle vores laster. og ja, "laster" i flertal. Ud over obligatorisk te(som vel kan regnes som en af de mildere og ikke-skadende) er min største last i den grad mad. Mad gør mig lykkelig. Måske ikke inderligt lykkelig. Når jeg tænker over, gør det mig faktisk ikke lykkelig. Bare lidt småglad. Tror jeg. Jeg kender vist ikke mig selv godt nok til, at vurdere de hårfine grænser mellem de forskellige stadier af glæde og lykke endnu. 

Om aftenen får jeg tit vendt hele verdenssituationen med mig selv. jeg nyder virkelig at sidde alene og bare tænke. på skæbnen. og livsvejen. på alt det, man ikke kan se, men mærke. inde i hjertet. sommetider gør det mig deprimeret. så drikker jeg mere te. Men andre gange bliver jeg så fuld af glæde og tro på, at det hele nok skal gå, at jeg helt glemmer at drikke min te til ende - før den bliver kold. Men selvom man kunne få den tanke, at jeg så bliver mut over den spildte te, så får jeg den helt omvendte følelse: at intet er spild, alt hvad der sker - og ikke sker - har en betydning. Og at alle de små detaljer i ens liv, blot er tegn. Tegn på, om man følger sin livsbane, eller ej. De aftener, hvor jeg går glad i seng, er jeg kommet frem til, i min store diskussion med mig selv, at jeg er på rette vej. mens de resterende aftener, er aftener, hvor jeg blot har fået en fornemmelse af, at jeg bruger mit liv - min skæbne, min livsvej - på det helt forkerte. og aldrig nogensinde bliver et fuldendt menneske. ak og ve! men i aften er en af de gode aftener. blandt andet fordi, jeg tidligere i dag har fået vendt hele verdenssituationen med søde randi.
Nu tror jeg vist det var nok tekst for i aften. Selvom, som i måske har fundet ud af, at jeg kunne blive ved hele natten. og dagen i morgen. og i overmorgen.
Men men men, jeg skal jo nok læse lidt kemi.... selvom jeg ikke finder det halvt så spændende, som at tænke skæbner, flakkende sjæle og livsveje. det er faktisk lidt ligegyldigt hvor meget siliciumdioxid der er i andesitisk lava og hvilken indflydelse det har på viskositeten. sludder og vrøvl. volapyk. og øv. 
Jeg håber, alle mine faste læsere, at i har og får en fantastisk aften fyldt med enten mørke og depression eller med håb, lykke og masser af lys!

min helt og aldeles egen blog

Nu har jeg så oprettet en blog. jeg har egentlig tænkt på det i lang tid, men angsten for, at ens læsertal og sidevisninger snupper bundrekorden for samtlige blogs har afholdt mig fra det. Men så indså jeg pludselig, mens jeg sad og lavede lidt lektier, at det er det, der holder en på måtten. Det er angsten for fiasko, der holder mig fra at prøve at vinde. og hallo, jeg har jo alt at vinde og intet at tabe. for ja, face it, jeg har ramt bunden og har vist også fået fortalt de andre synkende, at det er min plads. 

Nu lyder jeg vist lidt som en sortseer. og måske en taber. og det er måske ikke det mest optimistiske og positive at give sig i kast med at læse på en tirsdag aften. 

Men udover alt, så er jeg faktisk en ret glad person. sommetider lykkelig. jeg når lige at fange lidt af det, vi alle går og søger, engang i mellem. og det er faktisk ret rart. ja det er. Jeg ved ikke rigtig om det nu, jeg skal fortælle en hel masse om mig selv. f.eks. hvornår jeg er født, hvad jeg kan lide at lave og hvad jeg har fået til aftensmad. men det tror jeg, jeg vil vente lidt med. (men min aftensmad var gooood)

Tror og håber på, at dette er begyndelsen på en laaaaang fremtid for mig i bloggerverdenen (man har jo lov at håbe)