inspiration, glæde og frihed er tre af de smukkeste ord. eller, i hvert fald de tre ord med den smukkeste betydning. og lige i dag - og egentlig også de foregående dage i denne uge - har jeg følt mig fyldt op af disse tre følelser (selvom det jo egentlig ikke er korrekt at kalde inspiration en følelse, men lad os ikke hænge os i detaljer)
i dag har jeg været til spinning. det gør mig glad i låget. det inspirerer mig til diverse tanker og handlinger. det får mig til at føle mig fri. som enerådig hersker over mit eget liv.
derudover har jeg fået strammet min kæde på min cykel - spændende, ikke?
og jeg har selvfølgelig nydt det fantastiske vejr - bl.a. i selskab med en god og meget lærerig bog. i momentet føler jeg mig enormt beriget med en masse ny viden om mig selv og ikke mindst forståelse for diverse af mine handlinger - både fra før i tiden, men også i den senere tid. jeg er blevet bekræftet i - igen, igen - at jeg er introvert. dagen i dag er blot ét eksempel. jeg har stort set ikke været i kontakt med andre end mig selv og jeg har ikke på et eneste tidspunkt kedet mig. mit eget selskab er tit mit bedste selskab. mit åndehul. dermed ikke sagt, jeg er asocial! jeg elsker mennesker, jeg elsker min familie, mine fantastiske veninder og jeg føler mig glad og lykkelig når jeg har haft æren af, at være i deres selskab. jeg bliver inspireret af mennesker.
men jeg har brug for åndehullet. en hule. bare for mig. og selvom jeg tit er er træt af at skulle finde på undskyldninger for at udeblive til et givent arrangement - eller gå og grue for det flere uger inden - så synes jeg på mange måder de dårlige oplevelser udlignes af de gode. for hvis man ikke bryder sig om sit eget selskab, kan livetgodt gå hen og blive en anelse trist. kunne jeg forestille mig...
jeg undskylder for et kedeligt og egocentrisk blogindlæg, men lige for tiden lever jeg i så høj grad i min egen lille bobbel, at et anderledes indlæg ville have været umuligt for mig at skrive.
elsker jer!
jeg føler mig virkelig som den største idiot i universet lige pt. og ikke kun det. nej jeg føler mig også super uheldig, træt og sur. samtidig med, at jeg egentlig har det ret godt, når jeg tænker over det.
den opmærksomme læser, tænker nok: "hvad kan der dog være sket, siden idioten slet ikke kan finde ud af, hvordan hun har det og hvad hun føler". jo, nu skal jeg forklare det fra ende til anden: dagen starter super godt ud med at jeg vågner lidt over syv(det var en af de morgener, hvor jeg kunne sove længe) og var derfor oppe tidsnok til, jeg kunne nå at spise morgenmad med næsten alle i min familie. og det sker voldsomt sjældent hjemme hos mig. derefter cyklede jeg ned og trænede med søde Anne og på turen hjem valgte min kæde at sætte sig fast i tandhjulet(jeg tror nok, det er det, den dims der hedder..). derudover havde jeg åbenbart fået for lidt til morgenmad, så jeg nåede at gå helt ned inden jeg kom hjem og skulle bruge en halv time på gulvet for at samle kræfterne igen. pludselig kom jeg i tanke om, jeg skulle til DHO-vejledning(til jer, som ikke ved hvad DHO er, kan jeg oplyse at det er en af de tre obligatoriske skriftlige opgaver på STX), men da min cykel tidligere på dagen havde valgt at forråde mig og jeg ikke kunne nå at tage bussen, blev jeg nødt til at låne min storebrors cykel. og nej, han er ikke ligeså lille som mig, tvært imod er han høj og ligeledes er cyklen altså. så jeg cyklede stående, 8 km, i modvind.
alt dette er ikke specielt slemt. det kunne være sket en hvilken som helst anden dag, uden jeg ville gå i spåner over det.
men nu bliver det en kende værre, for da jeg trådte ind i klassen sidder folk og er i færd med at skrive DHO. faktisk finder jeg ud af, jeg er den eneste, som endnu ikke har lavet problemformulering. jeg har faktisk slet ikke valgt et emne. for det meste nyder jeg at være afslappet omkring min skole. men lige nu føler jeg mig mest af alt som, ja, en idiot. derudover kan jeg slet ikke få min hjerne til at samarbejde. den kan ikke bestemme sig mht. til emne. So what to do? tjo... jeg tror, jeg vil lave mig en smoothie, se lidt Beverly Hills 90210 og glemme alt om DHO resten af dagen. måske vil min hjerne hellere samarbejde i morgen?
i dag er mit budskab som overskriften så fint indikerer: at glæde er langt vigtigere - for ikke at sige monster-kodylt-sygt meget mere vigtigere - end at være tynd. derfor er jeg lige pt gået i den anden grøft, hvor jeg praktiserer massere af mad! og hvor er det skønt! jeg styrketræner en del og er derfor for det meste sulten. og når jeg styrketræner har jeg tit lyst til protein-kulhydratbomber. et middagsmåltid kunne derfor se sådan ud:
ganske simpelt: "pomfritter" lavet på frosne bønner(jeg bagte dem bare i ovnen i en halv time med massere af salt og wupti - bønner, som smager herligt af pomfritter), ristet rugbrød med ketchup, en rest chili con carne toppet med at spejlæg.
Måske det er en smule kikset at fortælle om et så enkelt og - for nogle - nok lidt kedeligt og uinteressant et måltid, men jeg bliver glad af det. og er det så ikke det hele værd?
jeg føler mig abnormt kreativ lige for tiden. ikke fordi der på nogen måde vælter produkter ud af mig, såsom omsyet tøj, store malerier, lange smukke digte og ting lavet i træ - nææ, sagen er den, at min hjerne bare tænker på så meget besynderligt, får de mest syrede ideer og pludselig, uden jeg selv har valgt det, begynder den at digte korte historier. den finder på karakterer til bøger som kunne skrives. den finder på navne til byer og dertilhørende by-flag, by-traditioner og en lille lokal købmand. åh du godeste.
og spørg mig lige, om en krea-hjerne og årsprøve i matematik er en super god kombination... Det er det bestemt ikke! udover jeg ikke forstod halvdelen af opgaverne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på en masse spændende ting. steder, jeg hellere ville være, ting, jeg hellere ville være i færd med og mad, jeg hellere ville spise.
men for lige at sætte et billede på min spirrende kreativitet, tænkte jeg, dette billede ville kunne klare i hvert fald en brøkdel af den billedlige beskrivelse:
Heldigvis fik jeg læseferie igår, hvilket betyder masser af tid til at få tænkt - og måske rent faktisk få udrettet noget. i weekenden skal jeg bare arbejde, mens alle andre er til karneval. jeg kan så trøste mig selv med, at jeg har en kæmpeseng at komme hjem til om aftenen. som jeg sover i. alene. mens andre er til karneval....
ellers har jeg det godt. og jeg har planer om en masse indlæg her de næste par dage. nu hvor jeg har tiden. og ideerne. Kære læsere, hav det som i ser ud - forrygende!
kan i se det billede af mig? prøv så at ignorere mig(som forresten har fået anskaffet sig et par nye solbriller), og fokuser på det enorme og skønne og glædeskabende og sommerlige lysindfald, som pryder dette webcambillede, som er præget af yderst dårlig kvalitet. men pointen er vinduerne. kan i gætte hvilke vinduer, det er? okay, jeg siger det bare. Højt og rungende, uden omsvøb: det er - nogle af - vinduerne i mit nye værelse med højt til loftet, en terrassedør, ingen larmende storbror inde ved siden af, ro og haveudsigt.
og jeg elsker det. som i: virkelig elsker! når jeg går i seng om aftenen, glæder jeg mig til, det bliver morgen. bare fordi det er så skønt at vågne op med højt til loftet.
og højt til loftet er en af nøglesætningerne, når jeg går i gang med at indrette det. jeg har ikke tænkt mig at købe nye møbler - dog en større seng - blot fylde det med ting, som betyder noget for mig. f.eks. har jeg igennem mange år klippet artikler, som inspirerede mig i den ene eller den retning, ud fra Politiken. disse har jeg tænkt mig at hænge op. derudover har jeg fået en af mine bedsteforældres store lænestole. den er rød med bladmotiv - jeg ved hvad du tænker: findes der noget mere passende til en god bog, en stor kop te, en god plade chokolade og vinden som river i træerne udenfor mine store trekantede vinduer?
men nok om mit værelse nu. faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad dette indlæg skal handle om... om mig, ja, men det er ikke just noget nyt. jeg tror egentlig bare, jeg syntes, det var for lang tid siden, jeg havde lavet et indlæg. dette skyldes travlhed. men det kender i vel alt til, går jeg ud fra. det vigtigste er, at vi, når travlheden tager over, huske at sætte os ned engang i mellem og tænke på de ting, man elsker. eller nærmere: de mennesker.
og lad så dette småfilosofiske (og voldsomt kiksede) råd være starten på en skøn uge for jer skønne læsere. det fortjener i, fordi i er så overbærende når jeg intet andet gør, end at sukke over mit liv - som egentlig er helt ok
kærlighed til jer
det er gået op for mig, at samfundet de seneste uger/måneder virkelig har taget mig som gidsel. et let offer, en naiv lille pige med blå øjne og fregner. Hun troede, hun var modstandsygtig nok. hun troede, hun igennem alle disse år med en lettere rebelsk og fuck-samfundets-idealer tilgang til livet som helhed var et stærkt skjold. Men for søren, hvor var det svært. over alt er der påbud, forbud, sindssyge kostråd, som gang på gang modsiger hinanden med opfordringer med alt fra total udelukkelse af kulhydrat, total udelukkelse af fedt til kurer hvor kalorieindtaget udelukkende består af fedt. jeg er en af disse som alt for hurtigt tog alle disse ting til mig - hvilket resulterede i jeg til sidst kun "måtte" spise grøntsager, frugt og æg. og det er ikke et liv.
i går fik jeg for første gang oprettet mig som instagrambruger og det første, jeg bed mærke i, var alle de piger hvis album(eller hvad det hedder på instagram) er fyldt med tallerkener med foruroligende små måltider bestående af grøntsager og avocado - måske lidt æg, kød eller fisk. Vi kører jo hinanden op i et så højt gear at vi ødelægger hinanden. jeg har haft anorektiske tanker i lidt over en måned. og mit liv har været et helvede. kort sagt. så lad os stoppe nu, okay? bare stoppe. jeg har lovet mig selv, at det første billede jeg vil poste(eller hvad det hedder..) på instagram skal være af noget rigtig dejligt usundt mad eller slik eller andet "syndigt", som madvarer med et højt kalorieindhold nu er blevet døbt, fordi vi jo bare er mennesker, som elsker sukker og slik og som, i moderate mængder jovist, har godt af. fordi en sund sjæl er så meget mere værd end en "sund" krop, som vi agter at kalde pigers kroppe, hvis kost bastår af, ja, grønt og protein og hvis lår er så overbelastede at blot en opstigning på en cykel er svært og energidrænende.
jeg vil aldrig mere være bange for at spise en nybagt bolle med smør og pålægschokolade. jeg vil tvært i mod spise tre, hvis jeg er sulten nok og har lyst. jeg vil heller ikke overspise til måltider alene af den grund, at jeg ved, jeg ikke får noget at spise før om 8 timer. for ved i hvad? de næste otte timer kan jeg ikke tænke på andet end mad og at jeg for ALT i verden ikke skal spise.
min opfordring lyder på at droppe de der posts som blot giver andre piger dårlig samvittighed fordi de spiser en GANSKE NORMAL KOST med brød og fedt og grønt og protein og sukker. Vi skulle være stoppet, da legen var god - for det er den BESTEMT ikke længere. den er blevet blodig og kommer an på liv og død. ikke bare andres liv - i særdeleshed dit eget.
og i denne anledning vil jeg vise jer hvad jeg lige har spist - fordi jeg havde lyst. ikke som måltid, bare for hyggens skyld.
i dag har jeg været til psykolog. for jeg er en af dem - en af dem, som ikke selv magter sine egne tanker, en af dem, som ikke længere er i stand til at holde hovedet højt i en verden hvor der umiddelbart ikke er plads til dem. en af dem er jeg. og egentlig tror jeg, vi alle er af den slags på et eller andet tidspunkt i vores liv. mit tidspunkt skulle så være nu. jeg har konstant en klump i halsen. jeg er konstant bange for noget udefinerbart. jeg går konstant og prøver at bilde mig selv ind, jeg er glad. jeg prøver hele tiden at smile. men intet nytter det - det resulterer bare i at jeg om aftenen må græde mig selv i søvn. fordi tingene til sidst bryder ud. når jeg om aftenen giver slip, vælter alt ud i en endeløs strøm. og i disse fridage vælter det hele bare ud hele tiden, hvis jeg ikke lige er i social kontakt.
derfor har jeg ikke rigtig kunnet se anden udvej end at besøge en psykolog. fordi jeg nu skal i gang med at leve mit liv igen. ikke mindst skal jeg tage på igen og lade min krop føle at den er ovenpå og okay, som den er skabt, jeg skal også være glad og føle mig ovenpå og hel. og rigtig. og - ja - GLAD. jeg smiler aldrig mere. jeg griner kun, hvis det er nødvendigt. jeg spiser kun, fordi jeg får at vide, jeg skal. jeg træner kun af vane. jeg lever kun fordi rutinen ikke lader mig gå i stå. selvom jeg flere gange om dagen ønsker den ville.
lyder jeg som en, der har brug for hjælp? svaret er ja. bare ja. og ved i hvad? jeg er ikke flov. flov er ikke en følelse, jeg har plads til lige nu. jeg er fyldt op af diverse ulykkelige følelser, flov ville være malplaceret blandt disse.
nu vil jeg have det godt. igen.
det var har været nogle meget sindsoprivende uger. som i: virkelig sindsoprivende, forvirrende, forfærdelige, fantastiske(dog til en vis grad), lærerige, øjenåbnende og ulykkelige uger.
jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. derfor vælger jeg at undlade at begynde, men blot give jer et par brudstykker af denne lange kamp om man vil.
sagen er den, at jeg har tabt mig ti kilo og har været ved at nedbryde min krop, så meget som den overhovedet kunne nedbrydes. jeg har hadet mig selv - næret min hjerne med et så stort selvhad at jeg har været virkelig bange for hvilke kræfter der var på spil. kræfter som hærgede inde i mig, mens jeg selv følte, jeg var totalt magtesløs og ude af stand til at handle. dette kunne selvfølgelig ikke fortsætte, for jeg var mildest talt ulykkelig og blev ved med at kæmpe mod mig selv. enhver udefra kunne jo sige selv, at den kamp var umulig at vinde.
derfor faldt alt fra hinanden i lørdags, som resulterede i, at jeg i søndags blev nødt til at få snakket med min mor om det hele. og det hjalp. som i: virkelig meget.
de sidste par dage har jeg derfor tilbragt hos min faktastiske Benedikte, som tilbød kost og logi(og en opfedning på bedste rugbrøds-vis) for at bryde den rutine, jeg kalder mit liv. allerede kan jeg cykle turen i skole uden at få ondt i benene af bare udmattelse og underernæring og igen kan jeg udføre en spinningstime og løbe en tur uden at jeg er udmattet flere dage efter.
men vigtigst af alt, piger, så har jeg fundet ud af, at min krop ikke er skabt til at være undervægtig, den er ikke skabt til at kunne springe et eller flere måltider over, og den er ikke skabt til ikke at spise ret meget helt generelt. den er derimod skabt til at elske et par kilo på sidebenene og masser af næring til de muskler som har brug for energi til hele dagen. jeg er skabt til at være ganske normal, jeg er skabt til at kunne spise tre stykker kage en torsdag formiddag, hvis jeg lyst til det og jeg er skabt til at kunne løbe ti kilometer uden at det er videre anstrengende. og ved i hvad? det er jeg glad for. jeg skal lære at elske mig selv nu. jeg skal lære at spise af kærlighed til min krop og lære at træne af lyst. men jeg regner med det kommer helt naturligt, nu hvor jeg ikke længere stræber efter en krop, som min krop ikke er.
at indse dette har skabt en ro indeni mig, som jeg ønsker for alle. at elske sig selv er virkelig svært, men ligeså snart vi kan give slip er vi et skridt tættere på. det vælger jeg at tro på
der foregår de sygeste absurditeter overalt. der var gymnasiefest igår. jeg tror jeg fik løget mig fra, at være "hende den kedelige, som ikke gider til fester", ved at fortælle dem fra min klasse en masse historier om, hvorfor jeg jeg desværre ikke havde mulighed for at komme og have det skønt og leve i nuet og drikke mig stangstiv i rusen af svedende menneskers kroppe og lugten af bræk mellem toiletbåsene. og jeg undskylder for mine løgne. og dermed vil jeg påpege og at det altså nu officielt er sidste gang, jeg skjuler mig selv og den jeg er - fordi jeg er flov over ikke at synes kæmpe fester er sjove. fordi jeg ikke går og glæder mig en uge eller to forinden. og fordi jeg går og sukker flere dage inden bare ved tanken om al den energi, jeg skal lægge i bare at være nogenlunde normalt socialt fungerende I ET PAR TIMER til en given fest.
jeg vil ikke mere nu. så nlste gang nogen spørger om de tobligatoriske: skal du med til næste gymfest? så har jeg tænkt mig blot at svare: næ, enten skal jeg se Disney Sjov med min lillebror eller også har jeg tænkt lidt på at invitere en veninde over til spinatomelet og senere en kaffe latte. Fordi jeg er introvert og foretrækker små sociale omgivelser, til fordel for de store. sådan vil jeg slutte det svar af. og mon ikke, personen overfor vil respektere dette? vil respektere mig?
det tror jeg på. dels fordi 30% af den danske befolkning har det som mig - i større eller mindre grad - men også fordi det, der skaber allermest respekt er selvrespekt. ved jeg at udviser en selvrespekt, får den givne person automatisk respekt for mig som person. Måske vil en tanke endda være, at jeg er modig. at jeg er heldig, at jeg lytter så meget til mig selv. fordi det, at lytte til sig selv, i sandheden er en af de mest dyrebare kvaliteter at være indehaver af. og det vil jeg.
dog er jeg også en smule... hvad siger man... nede? nede fordi en stor del af det sociale liv i gymnasiet er fester. og hvis man sjældent deltager - hvordan ender ens sociale liv så op med at være? jeg er ganske heldig at have veninder forskellige steder fra, som altid er frisk på en tur på cafe, en tur i biografen eller blot en hyggeaften med dyner og puder og film. på den front lider jeg ikke. men hvem vil helt ærligt ikke gerne være den ekstroverte type, som elsker fester og er med i alt? jeg ville jo egentlig gerne, men hvorfor stille sig selv det spørgsmål i første omgang, når jeg ved med sikkerhed, at det aldrig vil blive aktuelt.
dette er en opfordring til jer. og til mig. det første skridt er altid det sværeste. og man behøver ikke tage med til de fester, hvis man ikke har lyst. og ved i hvad? i ringer bare, så er jeg aldeles frisk på en lang samtale fri for overfladesnak over en kop kaffe eller en god film.
for vi introverte er ligeså rigtige som vores ekstroverte medejere af denne planet.
