åh ja, kærlighed

jeg har virkelig prøvet at genoverveje mit liv i disse dage, hvor skolen ikke kynisk og koldblodigt stjæler al min tid og energi. ja, faktisk har jeg prøvet at realisere mig selv, kliché-agtigt jeg ved det, og i samme omgang prøvet at finde min sjæl - for derefter at kunne lytte til den. for altså at kunne lytte til mig selv og mine behov. og det er svært. jeg har læst en del om holistisk sundhed, både den psykiske og den fysiske, fordi de to ting i følge det menneskesyn går hånd i hånd. i forbindelse med det, har jeg også efterhånden erkendt at vi alle er vores egen værste fjende. vi går i perioder og hader os selv, slår os selv i hovedet med en hammer, hvis der er noget, vi ikke kan og siger til os selv, vi ikke er noget værd. kort sagt, vi kæmper alle med enten selvværd, selvtillid eller begge dele. og ja, lad os indse det, for de flestes vedkommende er det jo nok sidstnævnte, som er aktuelt. sørgeligt nok.
hold nu kæft hvor er det trist! virkelig, virkelig trist. så trist, at jeg i går græd mig selv i søvn - både på grund af mig selv, men også pga. hele verden. jeg har ærlig talt mistet håbet om, at verden nogensinde bliver et sted fyldt med selvkærlighed. og dermed bare mere kærlighed generelt. 

jeg har prøvet at lytte til mig selv, gøre det, JEG havde allermest lyst til og leve i nuet. det fungerede i to dage, hvorefter det løb af sporet. fordi mit selvværd pludselig dykkede - af uforklarlige årsager. og jeg spørger mig selv: hvordan kan det være? jeg ved det virkelig ikke. 
jeg har nu aftalt med mig selv, at jeg skal lære at elske mig selv. give mig selv en krammer hver morgen, ikke pga. forbedrede træningsresultater, en eventuel god karakter, en god gerning(ja, det lød gammeldags), men blot fordi JEG ER MIG. jeg er mig, og det synes jeg er en ret betydelige faktor indenfor det her selvkærlighedsprojekt, som nu officielt er i gang. jeg, og alle jer, skal lære at elske mig selv, fordi jeg er mig. og derfor har fortjent at blive elsket. af andre ja, men mest af alt af mig selv. 

første skridt, som for nogle måske virker fjollet og måske også et meget lille skridt, er som sagt en krammer og et smil. et krammer fordi jeg er dejlig og et smil fordi jeg er dejlig. 

og hvad med jer, skønne læsere? vil i være med i dette lille selvkærlighedsprojekt? det kræver blot en krammer om dagen, det er da lige til at overkommer ikke?

kage er menneskets bedste ven

 - og fjende i nogles tilfælde. desværre. for de små, eller store, sataner smager jo fantastisk, om det er med chokolade, med banan, med vanilie, med kanel, med mandler, med jordbær, med hindbær, med æble, med marcipan. om de er runde, firkantede, proppede i muffinsforme. om de er luftige, sprøde, søde, friske. jeg er ligeglad. for det er godt.
dog er det efterhånden ved at være lang tid siden, jeg har spist nogle former for kage. for lad os se det i øjnene: kage er ikke det sundeste og bedste for din og min krop, da hovedingredienserne jo oftest er noget i retning af hvidt mel, hvidt sukker og smør. dertil kommer at sukkeret fucker din frigivelse af insulin op så det siger spar to. 
derfor tænkte jeg i går, jeg ville gå på jagt efter nogle lidt sundere kager. og jeg var heldig, for blot ved at læse mine to yndlings blogs fandt jeg hvad jeg søgte. nemlig to kager uden hvidt sukker(dog sødet af dadler, men da det er naturligt frugtsukker, har jeg intet problem med det). fælles for begge kager er, at de er lavet på naturlige ingredienser, så et stykke(eller 2 eller tre?) kan nydes med god samvittighed. og kære venner, i skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften, som sikkert kunne være et hit til diverse påskefrokoster. mig og min mor har i hvert fald tænkt os, at bage disse to til vores to påskefrokoster i år. jeg kan ikke vente!

Appelsinkage:

Ingredienser:
400 g dadler

200 g mandler

5-6 spsk. ekstra jomfrukokosolie

Friskpresset saft + revet skræl fra en økologisk appelsin

½ stang vanilje

2 tsk. stødt kanel

En meget lille knivspids havsalt

En meget lille smule friskkværnet sort peber

6 mellemstore økologiske æg

Sådan: 

Kør dadler, mandler, kokosolie, appelsinsaft og –skræl, kanel, havsalt og peber på en foodprocessor i et par minutter, indtil du har en jævn masse, der minder lidt om marcipan i konsistensen. Tilsæt æggene et efter et, mens foodprocessoren stadig kører.

Brownie på bønner

Ingredienser:

200 g soltørrede dadler

1 dåse udblødte og kogte  røde kidney bønner

4 spsk kakaopulver

1 tsk vaniljepulver

1 tsk kanel*

4 æg

100 g smør

Saft og skal af 1 øko-appelsin

1½ dl hjemmemalet mandelmel

Sådan:

Overhæld dadlerne med kogende vand og lad dem ligge heri i en halv times tid. Skyl bønnerne godt. Urtekrams kidneybønner i dåse  er jo både udblødt og kogt, men de har ligget i vand med salt, så skyl dem godt. Smelt smør ved lav varme i en kasserolle.

Hæld alle ingredienser med undtagelse af mandelmelet i din blender eller foodprocessor og blend lystigt indtil dadlerne og bønnerne er blendet ud. Tilsæt da mandelmelet og blend igen. Nu har du en kagedej, som du kender den.

Hæld den i en lille bageform beklædt med bagepapir og bag i 20 minutter ved 200 grader.

Værsåartig! Brownie af helt naturlige ingredienser!

endnu en undskyldning for at holde ferie...

...er påsken, ja den er. men jeg klager bestemt ikke, og jeg er sikker på, at det kun er meget få, der gør. det har jeg virkelig fejret i dag i selskab med mig selv! faktisk, skulle jeg lige til at skrive: "bliver det meget bedre?", men det vil jeg undlade, for "ja, det bliver meget bedre!". som i morgen f.eks. hvor jeg skal træne og spise med søde Randi og efterfølgende se Shrek 4 med cecilie fra min klasse. bare sådan for at mindes the good old days(og så fordi vi begge elsker shrek, mere end så meget andet). resten af dagene i påsken skal også nydes i godt selskab med bl.a. søde piger fra min efterskole. hvor jeg ikke går mere. suk...

men altså, for at komme tilbage til det, der er den reelle pointe med dette indlæg(som om der er "reelle pointer" i mine indlæg...), så vil jeg nu springe til sagen med lange skridt! for ja, dette indlæg har jeg rent og ærligt dedikeret til stemningsbilleder. hvilket ikke er så gennemtænkt, fordi jeg er ca. ligeså dårlig til at få taget billeder af mit liv sådan generelt, som jeg er til selve det at tage et billede. jeg har f.eks. stadig ikke gennemskuet hvordan man slår blitz til på mit kamera, hvilket kunne retfærdiggøres, hvis det var en nylig erhvervelse, men i dette tilfælde har jeg ejet det i 3 år nu. næ vent, jeg tror jeg med skam må meddele, at jeg har haft det i fire år. ja, så fik vi en sandhed på bordet igen i dag. dog rører det mig ikke, da jeg jo er bevidst om min svaghed. 

men her kommer altså ALLE mine stemningsbilleder fra i dag:

efter tre timers træning havde jeg lyst til noget lækkert forkost og tilfældigvis havde vi en squash og noget hjemmelavet humus i køleskabet, så jeg fiksede lige lidt stegt squash med parmasan, grøn chili og humus. 

tilfældigvis faldt jeg over et "alt for damerne"-blad, som jo øjensynligt ikke lige er min stil, fordi der er en del sider fyldt med skønhedsprodukter og mode, og da jeg er en af de typer, som ikke ejer en ansigtcreme og ikke ved hvad en rouge er, så er det jo ikke ligefrem det ideelle afslapningsblad for mig. men det springende punkt i denne sag, det punkt, det fik mig til at købe bladet, var at man fik bladet FIT living med. og egentlig synes jeg faktisk, efter at have læst en del af det i eftermiddags, at det er bedre end iForm. måske skulle jeg ændre mit abonnemant og abonnere på FIT living i stedet? hmm

og så bagte jeg pandekager. eller dvs. kålklatter, denne gang på hvidkål og gulerødder og med et enormt smagfuldt resultat til slut. den sidste måned har jeg hver søndag bagt en ordentlig omgang af disse, med varierende indhold, alt efter indholdet i vores køleskab. sidste uges klatter var lavet på blomkål og jordskokker og var også fænomenale  ja, jeg roser min egen mad, det er dårlig stil, det ved jeg...

 det fantastiske ved disse kålklatter, ud over smagen selvfølgelig, er at de er enormt lette at bakse sammen. blot du har en foodprocessor med stor kniv, en form for nødder malet til mel, et æg, lidt ost som rives, og gode krydderier, så er den hjemme! og så selvfølgelig nogle grønsager - gerne en form for kål, da det jo er kålklatter og kål er voldsomt sundt! når det hele er rørt sammen til en lidt ikke særlig sammenhængende masse, formes de til små amerikanske pandekager og puttes i ovnen på 200 grader. det er meget forskelligt, hvor lang tid de skal have, alt efter fugtighed og tykkelse på "dejen". 

god påskeferie, alle skønne læsere! jeg håber i nyder den ligeså meget som jeg

i dag følte jeg mig med ét inspireret over dette billede jeg så på en af de blogs om mad jeg følger. nok mest fordi jeg fandt budskabet så nært i forhold til mig selv. det ramte mig lige i hjertet faktisk, og jeg følte mig pludselig fuld af glæde, overskud og, vigtigst af alt, rullede der en sky af accept ind over mig selv. jeg tror, jeg har fortalt jer det her et par gange eller tre, men jeg føler mig inspireret nu, så nu får i lige hele smøren igen:

det jeg hader ved denne verden og det jeg vil sætte alt ind for at ændre, er det falske selvbillede. det selvbillede, som giver en selv det indtryk, at man bare ikke er god nok. forkert. sådan som mit selvbillede tit fortæller mig. for hvorfor fanden skal vi alle gå rundt og føle os dårligere end andre? mindre værd? grimme. uintelligente. talentløse. og jeg kunne fortsætte i lang, lang tid. 
hvis vi alligevel alle går rundt med et forvrænget billede af os selv og ønsker os som andre, hvad er der så egentlig tilbage i denne verden? jeg har svært ved at se noget positivt. noget der giver mening. noget der er værd at leve for. lykke. 
derfor har jeg nu besluttet mig for, at jeg lige nu vil gøre op med mit selvbillede. hver dag vil jeg kæmpe for at  lægge mærke til mine gode egenskaber - ikke de dårlige. lytte, når nogen siger, at jeg rent faktisk godt kan noget. og lytte, når jeg får at vide, jeg er elsket. for desværre har jeg svært ved at tro på, nogen kan elske mig. burde jeg tænke sådan? NEJ for helvede jeg burde fandme ikke! jeg burde tænke lige netop sådan, at jeg blot blev glad og lykkelig. ikke overrasket, men blot blive bekræftet i noget, jeg allerede vidste. for jeg kan godt. og jeg er cool nok. og jeg er værd at elske. det er jeg altså! ligesom du er  

10 grunde - igen

dette indlæg er ikke bare dedikeret til desperationen og frustrationen. næ du, det er dybere. mere indsigtsfuldt og ærligt end nogensinde før. dette er nemlig: "10 grunde til, at jeg er på vej nedad - som i VIRKELIG NEDAD"

1. jeg opdagede i går at mine negle var bidt ned. langt ned. det er flere år siden jeg stoppede med at bide negle.
2. jeg har hele tiden en trang til at dyrke motion. mest konditionstræning. og jeg mistænker min underbevidsthed for, at grunden til denne trang er, at jeg vil straffe min egen krop.
3. jeg sover dårligt
4. jeg kan ikke koncentrere mig i timerne
5. jeg er igen blevet i tvivl om gymnasiet virkelig er det rette for mig
6. tanken "du bliver aldrig til noget" er begyndt at husere i min bevidsthed
7. jeg er bare aldrig rigtig glad
8. jeg har det som om, jeg går og venter på noget, som jeg ikke ved hvad er. og derfor aldrig rigtig kan opnå. i mellemtiden er jeg her bare. hvilket får mig til at tvivle på, om jeg så i virkeligheden er her.
9. hvis jeg lige nu skulle beskrive livet med ét ord, ville detvære med ordet "meningsløst"
10. jeg kan ikke kende mig selv

ovenstående harmåske givet dig en indsigt i, hvordan jeg egentlig har det. forhåbentlig er det bare lidt vintermuthed, som går over igen. det fortæller jeg mig selv som trøst. men jeg tror dog ikke på det.

du bestemmer titlen

jeg har placeret mig i min mormors, lige pt, mørke stue, mens sneen daler ned uden for vinduet. jeg er derfor utrolig modløs. tanken om næste uges cykelture i strid snestorm, iskolde fingre og tæer og dobbelt transporttid er ubærlig. på tidspunkter som disse kan jeg uden tvivl erklære mig selv som sortseer - i den grad. og så falder hele min verden sammen. 
for i næste uge bliver bare det at cykle ned i fitnesscentret og træne en besværlighed, som kan resultere i færre besøg. og da det er træningen, der lige nu er mit lyspunkt i tilværelsen, udover mine fantastiske veninder selvfølgelig, så bliver næste uge hård. jeg ved ikke hvad der sker med mig. jeg er træt og ked af det hele tiden og selvom der sker positive ting, igen i nat fik jeg en sms af en dejlig én hvori der stod: "jeg elsker dig", så overtager de dårlige bare. og ja, jeg ved hvad i tænker, nu er det lørdag, så hvorfor drikker jeg mig ikke bare i hegnet med mine venner? fordi alkohol kun kan få mig til at glemme kortvarrigt. derefter begynder jeg at græde og alt bliver endnu mere sort. og det faktum, at jeg lige nu befinder mig i min mormors hus et stykke udenfor hobro, gør heller ikke virkeliggørelsen af en vild og sjov lørdag aften nemmere. derimod tror jeg, jeg vil trække mig tilbage i den grønne sofa og prøve at grave alt det gode i mit liv frem og tænke over det. det må kunne lade sig gøre. jeg har jo alt: familie, venner, hobbyer og skolen. hvad er det helt præcist jeg mangler? hvorfor er jeg sådan her? så trist. så modløs. 
jeg klynker, jeg ved det godt. og jeg tror, jeg deler det her med jer, fordi jeg har en anelse om, nogle af her har det lidt på samme måde. og man kan ikke lade være med at bebrejde sig selv. "Hvorfor kan du ikke bare være glad?!" jeg ved det virkelig ikke....

lad os i flok vandre

da jeg vågnede i morges, klokken kvart i seks, var der i nattens mørke bippet 3 fantastiske beskeder ind på min oldgamle telefon. de alle tre var fra randi, som havde skrevet én lang smøre om livet i alt sin enkelthed. om at hun elskede mig, og at hun synes, min blog var fantastisk og at det bedste man kan gøre, er at være sig selv og så en hel masse andet, som varmede mit morgentrætte hjerte så gevaldigt meget, at jeg besluttede mig for at gå en tur i kulden udenfor. for ja, jeg følte mig rustet til kulden for første gang i mange måneder.  
jeg har virkelig overvejet, her de sidste par dage, hvorfor man ikke bare hæmningsløst fortæller folk, kendte såvel som fremmede, hvis der er noget, man går og spekulerer på. her mener jeg positive tanker om ens medmennesker. jeg er (desvære) ikke typen, som bare siger tingene som de er til fremmede. jeg vil endda tilstå, at jeg til tider er en af de, som bliver en smule misundelig og dermed også sur, hvis jeg tænker noget positivt om fremmede, som f.eks. "wauw hendes ben er da godt nok flotte" eller "hans trøje får det bedste frem i hans øjne". dette vendes om i mit hoved til noget a la: "føj de ben er da alt for lange og tynde! hun spiser sikkert ikke morgenmad!" og "er det en ølmave, jeg spotter under hans trøje? ja, det tror jeg nok liiiiiige det er!" 
Kære venner! dette er en opfordring! både til jer og mig selv. dette er et af de skridt, der skal tages, for at vores verden kan blive et endnu bedre sted. det tror jeg på

kiksethed er helt ok

hvis ti-øeren endnu ikke er faldet, lover jeg på æres ord, at den gør det, når du har kæmpet dig igennem disse 10 grunde til, at jeg er VIRKELIG kikset helt ind i hjertet og hjernen og tilbage igen. 

1. jeg ejer et par "cykel-bukser" hvis motiv er blomster. de ligger ikke bare nederst i bunken i mit skab - jeg bruger dem hver dag.
2. jeg har en byld på næsen
3. jeg må ikke tage i byen for mine forældre
4. jeg kan finde på at lyve overfor veninder om, at jeg har en aftale, så jeg desværre ikke kan være sammen med dem - for derefter at tage hjem og læse i en bog, som jeg på et givent tidspunkt er helt besat af.
5. jeg er typen, som til en fest kan sidde ved et bord i flere timer - for ikke at sige hele aftenen - sommetider også alene
6. jeg elsker danske film og serier, såsom Lærkevej, Lykke, Dicte, Italiensk for Begyndere osv. Bare alt med en lykkelig slutning og virkelig dårlig humor.
7. mit hår er tit fedtet, men sommetider orker jeg bare ikke at gå i bad
8. jeg er jomfru
9. jeg sover med ørepropper hver nat. også selvom jeg er alene hjemme
10. jeg er så kikset, at der stadig er en masse kiksede facts tilbage, som der (desværre?) ikke er plads til

Jeg er virkelig kikset. men blot det at indrømme det, gør mig måske en smule mere cool... eller også bare ekstremt meget mere kikset. skønne læsere, i må en skøn og kikset aften! elsker jer 

Velformede numser

min dag har i dag har været.... ja... der findes ingen ord til at beskrive mine følelser lige nu. eller måske ét ord. meningsløshed. dog med en snert af stolthed, fordi jeg i dag fik et kompliment fra en side, jeg bestemt ikke havde regnet det fra. 
det drejer sig om en dame, som under styrketræningstimen befandt sig bag mig og åbenbart havde luret en smule. hun sagde nemlig til mig, da jeg uskyldigt var begyndt at liste vægtene på plads efter timen, at hun synes min numse var "meget velformet". og det, kære venner, er kuren mod mine ordstrømme. for jeg var mundlam. nu, hvor jeg tænker tilbage, kan jeg ikke engang huske hvad, jeg svarede. måske tak. og i lige måde. jeg tror, hun var omkring de 60.
jeg tror, jeg med dette vil sige, at alle numser er forskellige og alles holdninger til numser ligeså. f.eks. er diverse cowboybukser ikke vilde med min numse. når jeg ENDELIG finder et par bukser som passer, så er de mindst 2 numre for store i taljen. men nu er det som om, alt mit brokkeri over bukser som aldrig passer, har været det værd. ja, for en totalt fremmed kvinde i Fitness World synes nemlig, den er velformet!

   

Mad, mad, mad - igen

i dag har min genialitet spiret son aldrig før. derfor tænkte jeg, jeg ville bruge den til noget fornuftigt og ikke bare tankestrømme. det blev der en fantastisk middagsret ud af. 
ja, billederne ovenfor taler jo nærmest deres eget sprog, men for god ordens skyld, vil jeg benytte lejligheden til, at forklare hvilke råvarer denne ret er skabt af. og for at gøre en meget enkel ret endnu enklere, så stegte jeg først løg, hvidløg og karry i en stegegryde, hvorefter jeg stegte kyllingefilletter skåret i tern til de var gennemstegte. til sidst tilføjede jeg et bjerg af spidskål og revet gulerod. og jeg mener et bjerg. hvis du kaster dig ud i denne ret, vil jeg gøre opmærksom på, at kålen falder sammen, ja nærmest skrumper til halv størrelse, når detbliver godt varmet op med de øvrige ingredienser.
iiih god appetit!!!

Update part II

jeg er glad. glad, fordi jeg netop har fået arbejde i Dagli´ Brugsen, som ligger 2 minutter fra mit hjem. glad, fordi jeg i weekenden har lavet god mad til min madpakke hele ugen. Glad, fordi solen skinner. glad, fordi jeg har fået plads på alle de spændende hold i Fitness World. Glad, fordi jeg tilbragt eftermiddagen med en skøn veninde og en skøn kop kaffe. og glad, fordi jeg igen på onsdag skal tilbringe en eftermiddag med en sød og dejlig en. 
ja jeg er bare glad, men ud fra ovenstående, behøver jeg vist ikke konkludere det. det giver vist sig selv efter syvogtyve gentagelser. meeeeeeen, gentagelser fremmer jo forståelsen som man siger! 
jeg håber i alle, skønne læsere har det godt. men chancen for det, er jo desværre minimal... men i skal vide, at jeg er her for jer. virkelig. altid. 

for god ordens skyld, får i også lige smidt et "undskyld" i hovedet. Et undskyld, fordi i netop nu kan se direkte op i mine grotesk store næsebor. men vinkel tænker man jo ikke over, når man er glad, vel? 

yesterday

jeg ved, jeg lavede et utrolig deprimerende blogindlæg i går. min første tanke var at slette det, lige efter jeg havde udgivet det. fordi jeg nok fik lidt kolde fødder. og måske følte jeg, jeg havde blottet mig en smule for meget. og det var lidt ubehageligt. på den anden side har alle jo disse dage, uger, måske endda år. og hvis man aldrig er ærlig om noget som helst og aldrig rigtig får det snakket igennem hvad er meningen så med det hele? for mit vedkommende kan jeg ikke se, hvad godt der skulle komme ud af det. det bryder mig ned. og andre. derudover får man også de bedste venner ved at vise sårbarhed. både det, at udvise omsorg, så de tør blotte deres inderste, men vigtigst af alt, at vise, man har noget på hjerte. 
jeg har før mødt mennesker, som altid er glade. virkelig. de render rundt med smil på læben konstant og hvis man så meget som nævner ord som "sorg", "depression" eller følelser, så vimser de væk. fordi det er for kedeligt. eller måske fordi de selv er pisse bange for, at nogle af deres tanker skla slippe af ud. nogle af deres tegn på usikkerheder. på fejl. på sorg. 
jeg er virkelig ikke bange mere. for fanden da, jeg er jo kun et menneske!

toget kører uden mig

engang i mellem har jeg fået et kompliment i retning af: "du er så cool" eller "du hviler så meget i dig selv" og sågar: "jeg turde ikke rigtig snakke med dig, fordi jeg var bange for dig". når jeg hører det, bliver jeg altid ekstremt overrasket. som forleden da en ven fra efterskolen slog "Thea Riis er fucking awesome" op på min væg - og ja, til jer der så det, "kilden" var måske ikke af den mest pålidelige slags, men den var der. og jeg blev overrasket. for kort tid siden, fik jeg også fortalt af en fra min klasse, at hun synes jeg var virkelig cool, bare sådan selvsikker. 
jeg møder tit mennesker, hvor tanken "gid jeg var som hende" strejfer rundt i mit hoved op til flere dage efter. eller mennesker, som jeg af bare respekt ikke tør sige et ord til. fordi jeg er bange for, den pågældende person vil grine højt og muntert, fordi en lille lort som mig af meget lav rang tror hun kan komme og være på lige fod med hvem som helst. 
jeg er virkelig et svagt menneske. der er ikke den ting, jeg KAN klare. måske disse små hverdagsting, som at lave aftensmad, pakke skoletasken, cykle afsted osv, men de ting, jeg hver dag sætter mig for skal lykkes, de ting, som virkelig betyder noget for mig, dem kan jeg ikke klare. som f.eks. at være lykkelig. at føle mig tilpas i mit eget kød og blod. at føle mig rigtig. 
i mange år har jeg gået og været mut over, at jeg egentlig ikke syntes, jeg var sådan rigtig god til noget. det er jeg ligeglad med nu. jeg vil bare være lykkelig.
derfor tænkte jeg, jeg ville sætte ord på mit liv ved at lave en lille liste med henholds tre gode og tre dårlige ting ved mit liv. det blev til denne:

jeg har lyst til at græde, råbe og skrige. fordi alt bare er så meningsløst. hele tiden. og hvad er det for noget shit, jeg fyrer af med, "at jeg engang i mellem er lykkelig"?! det har intet med virkeligheden at gøre. jeg befinder mig i et stort, mørkt hul. 
jeg fortæller jer det her, fordi jeg synes, jeg skylder jer sandheden - den ægte sandhed. jeg står op om morgenen velvidende, at jeg om ca. 16 timer kan begive mig ned under dynen igen. behøver det virkelig være sådan? gør det? eller er det bare mig? jeg er i tvivl. og jeg er nede. jeg kravler ikke engang mere. dog har jeg stadig ikke smidt min skal ud, men overvejer kraftigt at gøre det