one day

det var har været nogle meget sindsoprivende uger. som i: virkelig sindsoprivende, forvirrende, forfærdelige, fantastiske(dog til en vis grad), lærerige, øjenåbnende og ulykkelige uger. 
jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. derfor vælger jeg at undlade at begynde, men blot give jer et par brudstykker af denne lange kamp om man vil.
sagen er den, at jeg har tabt mig ti kilo og har været ved at nedbryde min krop, så meget som den overhovedet kunne nedbrydes. jeg har hadet mig selv - næret min hjerne med et så stort selvhad at jeg har været virkelig bange for hvilke kræfter der var på spil. kræfter som hærgede inde i mig, mens jeg selv følte, jeg var totalt magtesløs og ude af stand til at handle. dette kunne selvfølgelig ikke fortsætte, for jeg var mildest talt ulykkelig og blev ved med at kæmpe mod mig selv. enhver udefra kunne jo sige selv, at den kamp var umulig at vinde. 
derfor faldt alt fra hinanden i lørdags, som resulterede i, at jeg i søndags blev nødt til at få snakket med min mor om det hele. og det hjalp. som i: virkelig meget. 

de sidste par dage har jeg derfor tilbragt hos min faktastiske Benedikte, som tilbød kost og logi(og en opfedning på bedste rugbrøds-vis) for at bryde den rutine, jeg kalder mit liv. allerede kan jeg cykle turen i skole uden at få ondt i benene af bare udmattelse og underernæring og igen kan jeg udføre en spinningstime og løbe en tur uden at jeg er udmattet flere dage efter. 

men vigtigst af alt, piger, så har jeg fundet ud af, at min krop ikke er skabt til at være undervægtig, den er ikke skabt til at kunne springe et eller flere måltider over, og den er ikke skabt til ikke at spise ret meget helt generelt. den er derimod skabt til at elske et par kilo på sidebenene og masser af næring til de muskler som har brug for energi til hele dagen. jeg er skabt til at være ganske normal, jeg er skabt til at kunne spise tre stykker kage en torsdag formiddag, hvis jeg lyst til det og jeg er skabt til at kunne løbe ti kilometer uden at det er videre anstrengende. og ved i hvad? det er jeg glad for. jeg skal lære at elske mig selv nu. jeg skal lære at spise af kærlighed til min krop og lære at træne af lyst. men jeg regner med det kommer helt naturligt, nu hvor jeg ikke længere stræber efter en krop, som min krop ikke er. 
at indse dette har skabt en ro indeni mig, som jeg ønsker for alle. at elske sig selv er virkelig svært, men ligeså snart vi kan give slip er vi et skridt tættere på. det vælger jeg at tro på