der foregår de sygeste absurditeter overalt. der var gymnasiefest igår. jeg tror jeg fik løget mig fra, at være "hende den kedelige, som ikke gider til fester", ved at fortælle dem fra min klasse en masse historier om, hvorfor jeg jeg desværre ikke havde mulighed for at komme og have det skønt og leve i nuet og drikke mig stangstiv i rusen af svedende menneskers kroppe og lugten af bræk mellem toiletbåsene. og jeg undskylder for mine løgne. og dermed vil jeg påpege og at det altså nu officielt er sidste gang, jeg skjuler mig selv og den jeg er - fordi jeg er flov over ikke at synes kæmpe fester er sjove. fordi jeg ikke går og glæder mig en uge eller to forinden. og fordi jeg går og sukker flere dage inden bare ved tanken om al den energi, jeg skal lægge i bare at være nogenlunde normalt socialt fungerende I ET PAR TIMER til en given fest.
jeg vil ikke mere nu. så nlste gang nogen spørger om de tobligatoriske: skal du med til næste gymfest? så har jeg tænkt mig blot at svare: næ, enten skal jeg se Disney Sjov med min lillebror eller også har jeg tænkt lidt på at invitere en veninde over til spinatomelet og senere en kaffe latte. Fordi jeg er introvert og foretrækker små sociale omgivelser, til fordel for de store. sådan vil jeg slutte det svar af. og mon ikke, personen overfor vil respektere dette? vil respektere mig?
det tror jeg på. dels fordi 30% af den danske befolkning har det som mig - i større eller mindre grad - men også fordi det, der skaber allermest respekt er selvrespekt. ved jeg at udviser en selvrespekt, får den givne person automatisk respekt for mig som person. Måske vil en tanke endda være, at jeg er modig. at jeg er heldig, at jeg lytter så meget til mig selv. fordi det, at lytte til sig selv, i sandheden er en af de mest dyrebare kvaliteter at være indehaver af. og det vil jeg.
dog er jeg også en smule... hvad siger man... nede? nede fordi en stor del af det sociale liv i gymnasiet er fester. og hvis man sjældent deltager - hvordan ender ens sociale liv så op med at være? jeg er ganske heldig at have veninder forskellige steder fra, som altid er frisk på en tur på cafe, en tur i biografen eller blot en hyggeaften med dyner og puder og film. på den front lider jeg ikke. men hvem vil helt ærligt ikke gerne være den ekstroverte type, som elsker fester og er med i alt? jeg ville jo egentlig gerne, men hvorfor stille sig selv det spørgsmål i første omgang, når jeg ved med sikkerhed, at det aldrig vil blive aktuelt.
dette er en opfordring til jer. og til mig. det første skridt er altid det sværeste. og man behøver ikke tage med til de fester, hvis man ikke har lyst. og ved i hvad? i ringer bare, så er jeg aldeles frisk på en lang samtale fri for overfladesnak over en kop kaffe eller en god film.
for vi introverte er ligeså rigtige som vores ekstroverte medejere af denne planet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar