jeg har placeret mig i min mormors, lige pt, mørke stue, mens sneen daler ned uden for vinduet. jeg er derfor utrolig modløs. tanken om næste uges cykelture i strid snestorm, iskolde fingre og tæer og dobbelt transporttid er ubærlig. på tidspunkter som disse kan jeg uden tvivl erklære mig selv som sortseer - i den grad. og så falder hele min verden sammen.
for i næste uge bliver bare det at cykle ned i fitnesscentret og træne en besværlighed, som kan resultere i færre besøg. og da det er træningen, der lige nu er mit lyspunkt i tilværelsen, udover mine fantastiske veninder selvfølgelig, så bliver næste uge hård. jeg ved ikke hvad der sker med mig. jeg er træt og ked af det hele tiden og selvom der sker positive ting, igen i nat fik jeg en sms af en dejlig én hvori der stod: "jeg elsker dig", så overtager de dårlige bare. og ja, jeg ved hvad i tænker, nu er det lørdag, så hvorfor drikker jeg mig ikke bare i hegnet med mine venner? fordi alkohol kun kan få mig til at glemme kortvarrigt. derefter begynder jeg at græde og alt bliver endnu mere sort. og det faktum, at jeg lige nu befinder mig i min mormors hus et stykke udenfor hobro, gør heller ikke virkeliggørelsen af en vild og sjov lørdag aften nemmere. derimod tror jeg, jeg vil trække mig tilbage i den grønne sofa og prøve at grave alt det gode i mit liv frem og tænke over det. det må kunne lade sig gøre. jeg har jo alt: familie, venner, hobbyer og skolen. hvad er det helt præcist jeg mangler? hvorfor er jeg sådan her? så trist. så modløs.
jeg klynker, jeg ved det godt. og jeg tror, jeg deler det her med jer, fordi jeg har en anelse om, nogle af her har det lidt på samme måde. og man kan ikke lade være med at bebrejde sig selv. "Hvorfor kan du ikke bare være glad?!" jeg ved det virkelig ikke....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar