da jeg vågnede i morges, klokken kvart i seks, var der i nattens mørke bippet 3 fantastiske beskeder ind på min oldgamle telefon. de alle tre var fra randi, som havde skrevet én lang smøre om livet i alt sin enkelthed. om at hun elskede mig, og at hun synes, min blog var fantastisk og at det bedste man kan gøre, er at være sig selv og så en hel masse andet, som varmede mit morgentrætte hjerte så gevaldigt meget, at jeg besluttede mig for at gå en tur i kulden udenfor. for ja, jeg følte mig rustet til kulden for første gang i mange måneder.
jeg har virkelig overvejet, her de sidste par dage, hvorfor man ikke bare hæmningsløst fortæller folk, kendte såvel som fremmede, hvis der er noget, man går og spekulerer på. her mener jeg positive tanker om ens medmennesker. jeg er (desvære) ikke typen, som bare siger tingene som de er til fremmede. jeg vil endda tilstå, at jeg til tider er en af de, som bliver en smule misundelig og dermed også sur, hvis jeg tænker noget positivt om fremmede, som f.eks. "wauw hendes ben er da godt nok flotte" eller "hans trøje får det bedste frem i hans øjne". dette vendes om i mit hoved til noget a la: "føj de ben er da alt for lange og tynde! hun spiser sikkert ikke morgenmad!" og "er det en ølmave, jeg spotter under hans trøje? ja, det tror jeg nok liiiiiige det er!"
Kære venner! dette er en opfordring! både til jer og mig selv. dette er et af de skridt, der skal tages, for at vores verden kan blive et endnu bedre sted. det tror jeg på
Ingen kommentarer:
Send en kommentar