jeg ved, jeg lavede et utrolig deprimerende blogindlæg i går. min første tanke var at slette det, lige efter jeg havde udgivet det. fordi jeg nok fik lidt kolde fødder. og måske følte jeg, jeg havde blottet mig en smule for meget. og det var lidt ubehageligt. på den anden side har alle jo disse dage, uger, måske endda år. og hvis man aldrig er ærlig om noget som helst og aldrig rigtig får det snakket igennem hvad er meningen så med det hele? for mit vedkommende kan jeg ikke se, hvad godt der skulle komme ud af det. det bryder mig ned. og andre. derudover får man også de bedste venner ved at vise sårbarhed. både det, at udvise omsorg, så de tør blotte deres inderste, men vigtigst af alt, at vise, man har noget på hjerte.
jeg har før mødt mennesker, som altid er glade. virkelig. de render rundt med smil på læben konstant og hvis man så meget som nævner ord som "sorg", "depression" eller følelser, så vimser de væk. fordi det er for kedeligt. eller måske fordi de selv er pisse bange for, at nogle af deres tanker skla slippe af ud. nogle af deres tegn på usikkerheder. på fejl. på sorg.
jeg er virkelig ikke bange mere. for fanden da, jeg er jo kun et menneske!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar