DET

hvor har jeg bare forfærdeligt meget lyst at gøre noget! jeg kan ikke bare gennemløbe den ene dag efter den anden. de ligner alle hinanden til forveksling. når en uge er gået er jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig har foretaget mig. så her sætter jeg min fod. lige her og tegner en stor, fed streg i det sand, som ikke er der. i det sand, som jeg vil møde, når jeg løber mod en mening. jeg vil være en del af det tidsløse, det uendelige, det lykkelige, det mørke og lyse, det, der ændrer det hele og det, som er mig. jeg vil vandre afsted af støvede veje, langs det blå hav, gennem skove hvis træer er fyldt med knopper, som snart springer ud. jeg vil ikke søge mere. jeg vil være. bare være. jeg vil være. ja, bare være
og mens jeg løber vil jeg mærke vinden i mit hår, jorden under mine fødder. en ægte jord, uden indtryk, uden forhastede konklusioner, en jord som kun er jord i dens enkelthed. en ægthed vil fylde mig op. 
men jeg leder stadig. eller det vil sige, jeg "lever" i min endeløse cirkel, som ikke giver tegn til at stoppe. derfor må jeg gøre noget. 
jeg må løbe, vandre. forsvinde. ind i ægtheden. snart flyver jeg