update

jeg tænkte, jeg lige ville give jer et lille overblik over hvad der sker i mit liv. mit liv, ja. for det slog mig, jeg at jeg måske tit formår at forvirre jer læsere og da det ikke er min hensigt, for det meste, så tænkte jeg, jeg ville lave en smule om på det. derudover har jeg også brug for at få styr på mit liv. chancen for det nogensinde sker er minimal, men ved at skrive det ned, vil jeg alligevel påstå at jeg er tættere på end nogensinde før. jeg har tit så mange tanker i mit hoved, at jeg ikke har tid og overskud til at sortere dem. så derfor myldrer de bare lidt rundt. roder lidt her og der. gør det helle lidt mere messy end det i forvejen er. 
men nu til sagen.
jeg er begyndt at lave lektier igen. og det er dejligt. pludselig fik jeg overskuddet igen(eller også fik jeg det bare så dårligt med mig selv over mine dalende karakterer, at jeg blev nødt til at gære noget ved det). og selvom det kun er anden dag i dag med den nye stil, så fungerer det godt for mig. jaja, jeg ved godt, det kun holder til næst gang vi får en helt uoverskuelig ng- eller historielektie for. men nu tillader jeg mig at nyde mine færdiglavede lektier. jeg klapper mig selv på skulderen. igen og igen. dog kan jeg konkludere, at min fysikrapport nok forbliver ufærdig til min store irritation. jeg trøster mig selv med, det er faget der er noget galt med - og ikke mig. jeg formår virkelig at vende tingene på hovedet. for at hjælpe mig selv. men hvis man ikke kan hjælpe sig selv, hvem kan man så hjælpe, når det kommer til stykket? jeg hjælper mig selv så godt jeg kan. i dag tog jeg f.eks. et valg om ikke at træne, selvom jeg fik et meget fristende tilbud om en times spinning med Laura. det havde jeg ikke gjort før i tiden. for hold nu kæft, hvor har jeg taget mange forkerte valg omkring min træning. og set i bakspejlet, tror jeg min skade for længst ville være gået i sig selv igen. hvis jeg havde lavet de forpulede øvelser, og hvis jeg havde droppet de løbeture. men det gjorde jeg ikke, nej istedet gjorde jeg alt det jeg kunne for at straffe mine knæ i troen på, at hvis jeg viste dem, hvem der bestemte, ville de få respekt for mig. den respekt, jeg mente, jeg fortjente. 
og det kan jeg stadig græde mig selv i søvn over - at jeg stadig ikke har fået det tilbage, jeg føler jeg har givet min krop. intet falder til min fordel, jeg skal kæmpe for selv de mindste fremskridt. og hvis jeg giver slip få sekunder, sker der tilbagefald. derfor ved jeg nu, at jeg bliver nødt til at søge et kompromis med mine knæ - samarbejde, ikke arbejde imod. selvom det er det er noget af det sværeste for mig lige nu. men det er ikke en kamp, jeg skal vinde. det er en kamp VI skal vinde. mig og mine knæ. og nu hvor jeg har indset dette, er det som om, smerterne er forsvundet. min udfordring er nu, at lade være med at overdrive det. overdrive mine løbeture og lade være med at være så pissenaiv, som jeg jo i bund og grund er. jeg er virkelig min egen værste fjende. det er det mest uhyggelige ved det hele. men på den anden side behøver man ikke konfrontere andre end sig selv.

det blev en del snak omkring det. jeg burde måske undskylde, men det gør jeg ikke. fordi kære læsere, det er jeres eget valg at læse mine forvirrede strømme af ord. så man må jo formode, at noget i jer, godt kan lide det. det formoder jeg. ja jeg gør så.