Taberen

lige nu føler jeg mig bare så dum. og alt muligt andet dårligt, som jeg vil lade jer slippe for at høre. grunden til alle disse selvdestruerende følelser er min krop, som altid lige skal vise, hvem det er, der bestemmer. vi spillede floorball i idræt i dag og da skoledagen så sin egen ende, valgte jeg at tilbringe eftermiddagen i fitness - som er en af mine yndlingsbeskæftigelser. nu er mine knæ ødelagte. jeg overdriver ikke. jeg vralter afsted og smerterne tager bare til.
jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. det er over et år siden jeg fik min første skade og selvom jeg synes, jeg har gjort ALT for, at det igen skulle blive så godt som nyt, så er det det bare ikke. og hvor frustrende det end er, så er mine knæ bare ligeglade. nogle gange kan jeg høre dem tale til mig. de håner mig, siger det bare er fordi de synes, jeg skal straffes. at de hader mig, at de vil ødelægge mit liv og følge med mig i graven - selv når jeg er død, vil de ligge og smerte. jeg er virkelig min egen værste fjende. det er ikke hunde, voldtægtsmænd, højreekstremister, kemilærere eller afleveringer - det er mig selv.
det hele er min egen skyld. jeg kan jo bare lade være med at løbe de forpulede kilometer. det tænker i nok, søde og skønne læsere, og det ville jeg også selv tænke, hvis en anden idiot sad og vrælede over det her. men jeg kan ikke lade være. der er morgener, hvor jeg vågner op og har drømt, at jeg har løbet en tur i det fri. og resten af dagen kan jeg ikke tænke på andet.
mit liv kører i ring. jeg går i ring. få sejre, mange nederlag.

jeg ved ikke hvorfor, jeg skriver alt det her, så i alle kan læse det. det er måske en smule taberagtigt. og måske er jeg en taber. men hey, tabere har en hel verden at vinde.
jeg er ked af, hvis jeg har lagt en sten, hvor der før lå en blomst på jeres onsdagaften. eller hvornår i nu læser det. hvis i læser det  overhovedet. på en måde ville jeg ønske, i ikke gjorde. 
elsker jer