toget kører uden mig

engang i mellem har jeg fået et kompliment i retning af: "du er så cool" eller "du hviler så meget i dig selv" og sågar: "jeg turde ikke rigtig snakke med dig, fordi jeg var bange for dig". når jeg hører det, bliver jeg altid ekstremt overrasket. som forleden da en ven fra efterskolen slog "Thea Riis er fucking awesome" op på min væg - og ja, til jer der så det, "kilden" var måske ikke af den mest pålidelige slags, men den var der. og jeg blev overrasket. for kort tid siden, fik jeg også fortalt af en fra min klasse, at hun synes jeg var virkelig cool, bare sådan selvsikker. 
jeg møder tit mennesker, hvor tanken "gid jeg var som hende" strejfer rundt i mit hoved op til flere dage efter. eller mennesker, som jeg af bare respekt ikke tør sige et ord til. fordi jeg er bange for, den pågældende person vil grine højt og muntert, fordi en lille lort som mig af meget lav rang tror hun kan komme og være på lige fod med hvem som helst. 
jeg er virkelig et svagt menneske. der er ikke den ting, jeg KAN klare. måske disse små hverdagsting, som at lave aftensmad, pakke skoletasken, cykle afsted osv, men de ting, jeg hver dag sætter mig for skal lykkes, de ting, som virkelig betyder noget for mig, dem kan jeg ikke klare. som f.eks. at være lykkelig. at føle mig tilpas i mit eget kød og blod. at føle mig rigtig. 
i mange år har jeg gået og været mut over, at jeg egentlig ikke syntes, jeg var sådan rigtig god til noget. det er jeg ligeglad med nu. jeg vil bare være lykkelig.
derfor tænkte jeg, jeg ville sætte ord på mit liv ved at lave en lille liste med henholds tre gode og tre dårlige ting ved mit liv. det blev til denne:

jeg har lyst til at græde, råbe og skrige. fordi alt bare er så meningsløst. hele tiden. og hvad er det for noget shit, jeg fyrer af med, "at jeg engang i mellem er lykkelig"?! det har intet med virkeligheden at gøre. jeg befinder mig i et stort, mørkt hul. 
jeg fortæller jer det her, fordi jeg synes, jeg skylder jer sandheden - den ægte sandhed. jeg står op om morgenen velvidende, at jeg om ca. 16 timer kan begive mig ned under dynen igen. behøver det virkelig være sådan? gør det? eller er det bare mig? jeg er i tvivl. og jeg er nede. jeg kravler ikke engang mere. dog har jeg stadig ikke smidt min skal ud, men overvejer kraftigt at gøre det