Skæbnernes by, livsvejenes univers, aftente. Og nårh ja, NV

Lige nu sidder jeg og nyder min obligatoriske aftente. Obligatorisk i den forstand, at jeg sover meget bedre, hvis jeg har drukket mindst én kande urtete om aftenen. vi har jo alle vores laster. og ja, "laster" i flertal. Ud over obligatorisk te(som vel kan regnes som en af de mildere og ikke-skadende) er min største last i den grad mad. Mad gør mig lykkelig. Måske ikke inderligt lykkelig. Når jeg tænker over, gør det mig faktisk ikke lykkelig. Bare lidt småglad. Tror jeg. Jeg kender vist ikke mig selv godt nok til, at vurdere de hårfine grænser mellem de forskellige stadier af glæde og lykke endnu. 

Om aftenen får jeg tit vendt hele verdenssituationen med mig selv. jeg nyder virkelig at sidde alene og bare tænke. på skæbnen. og livsvejen. på alt det, man ikke kan se, men mærke. inde i hjertet. sommetider gør det mig deprimeret. så drikker jeg mere te. Men andre gange bliver jeg så fuld af glæde og tro på, at det hele nok skal gå, at jeg helt glemmer at drikke min te til ende - før den bliver kold. Men selvom man kunne få den tanke, at jeg så bliver mut over den spildte te, så får jeg den helt omvendte følelse: at intet er spild, alt hvad der sker - og ikke sker - har en betydning. Og at alle de små detaljer i ens liv, blot er tegn. Tegn på, om man følger sin livsbane, eller ej. De aftener, hvor jeg går glad i seng, er jeg kommet frem til, i min store diskussion med mig selv, at jeg er på rette vej. mens de resterende aftener, er aftener, hvor jeg blot har fået en fornemmelse af, at jeg bruger mit liv - min skæbne, min livsvej - på det helt forkerte. og aldrig nogensinde bliver et fuldendt menneske. ak og ve! men i aften er en af de gode aftener. blandt andet fordi, jeg tidligere i dag har fået vendt hele verdenssituationen med søde randi.
Nu tror jeg vist det var nok tekst for i aften. Selvom, som i måske har fundet ud af, at jeg kunne blive ved hele natten. og dagen i morgen. og i overmorgen.
Men men men, jeg skal jo nok læse lidt kemi.... selvom jeg ikke finder det halvt så spændende, som at tænke skæbner, flakkende sjæle og livsveje. det er faktisk lidt ligegyldigt hvor meget siliciumdioxid der er i andesitisk lava og hvilken indflydelse det har på viskositeten. sludder og vrøvl. volapyk. og øv. 
Jeg håber, alle mine faste læsere, at i har og får en fantastisk aften fyldt med enten mørke og depression eller med håb, lykke og masser af lys!