Day

Det er lang tid siden, jeg har gennemlevet en så normal dag, som jeg har idag. Det er utroligt, hvad man bruger sit liv på af ligegyldigheder. Jeg cyklede i snevejr i morges, de to første moduler blev brugt på idræt, derefter fysik og til sidst matematik (det er så det, man får ud af at vælge en samfundsfaglig studieretning!). Så cyklede jeg hjem. 

Jeg forstår ikke, hvor jeg indviger jer læsere i dette. Måske fordi, jeg har brug for at snakke om mit eget liv? og om mig selv. Jeg tror måske det er det, folk er så fascinerede over i denne bloggerverden. Man kan skrive om sig selv, indtil ens fingre falder af, uden nogle sure miner eller snak i krogene om, at man er egocentreret og forelsket i sig selv. 

Og derfor tror jeg også, jeg oprettede denne blog. Og i den anledning vil jeg så vise jer, hvad JEG lavede til aftensmad og hvordan JEG ser ud ligenetop nu:

Linsebøffer med grønne linser, bulgur og rødbede-æblesalat med græsk yogurt

Derudover havde jeg faktisk tænkt mig, at jeg i dag ville fortælle jer om mit kæreste eje (ud over min computer og mine bøger, selvfølgelig). Der er her tale om mine tidligere løbesko, som jeg har hængt op mellem to par røde converse-sko i mit loft. 

Det er ment som et symbol. og jeg minder jeg selv om hver dag, at det er et symbol på en tid, som er forbi. en tid, som har været op ad bakke og ned ad bakke i store og lange ryk. Jeg taler selvfølgelig om min tid som løber. Ja, det er det, jeg kalder det nu. Jeg har været løber. jeg kan blive det igen, men jeg er det ikke nu, fordi det ikke er det, livet vil jeg skal. og for søren hvor er jeg sur på livet pga det! men på den anden side, gav den knæskade mig en stor forståelse af mig selv, for hvem jeg er og hvad jeg kan klare - og ikke kan. Før den skade troede jeg, jeg kunne alt. Nu ved jeg, at det kan jeg ikke. i hvert fald ikke selv. 

Hver morgen, når jeg vågner, har jeg lyst til at pille de sko ned og løbe en tur. skadefri. uden smerte og bare mærke grunden forsvinde væk under mine fødder. i de sko. fordi jeg vil give mit løbeventyr - eller mareridt - en lykkelig slutning.

Men så mindes jeg, hvad meningen var med, at jeg hang de sko op. Det var fordi, jeg dengang - fyldt med skader - havde fået en lykkelig slutning. mine knæ havde nemlig ført mig til Sarah. og tættere på mine fantastiske veninder. og det var sådan, jeg ville have, det skulle slutte: følelsen af, at uanset hvor langt jeg var nede, så vidste jeg, der var nogle som ville samle mig op. 

derfor kæmper jeg nu videre med mine knæ. og uanset om det vil lykkes mig at blive skadefri eller ej, så ved jeg, at den begivenhed har givet mig så meget igen. livet er alligevel god ved mig - hvis JEG tænker over det.