living on the edge

jeg har ikke rigtig sovet i nat. det er som om min sjæl har vandret lidt hvileløst rundt, uden at kunne finde ro. selvom den har prøvet. jeg lå og tænkte hele natten. så meget, at jeg til sidst blev paranoid. 
jeg har gjort noget som kan sammenlignes med at springe ud fra en klippe - og om jeg bliver grebet eller ej er op til skæbnen. hvis den findes vel og mærke... men sagens kerne er, at jeg er sprunget, jeg har handlet og intet vil derfor blive som før. Derudover fandt jeg også ud af, igen, hvor vigtige mine veninder er for mig. det er fantastisk hvordan de kan gøre sådan en stor forskel i mit liv. jeg ville ikke kunne leve uden dem, jeg ville ligge i min seng, aldrig stå op og dø stille. 
derfor er jeg sprunget(for lige at vende tilbage til det, der optager mine tanker). jeg har gjort noget, som for mig skal være mit billede på, hvad venskab rent faktisk er. hvis jeg skulle forklare begrebet venskab ville jeg diske op med ord som "kærlighed", "tillid", "glæde" osv. Essensen af det, kan vi vist godt blive enige om, er ord, som giver én en følelse af, ja, glæde. men hvor går grænsen? og hvorfor kan venskaber gå så galt? jeg forstår det ikke. måske finder jeg ud af det snart? 
men én ting jeg ved er, at jeg elsker de veninder jeg har, virkelig højt. ja, jeg elsker jer virkelig. 
jeg kan ikke sidde stille. jeg kan ikke bevæge mig. jeg er i en tilstand, som bedst kan beskrives med dette ene ord: "tåge". jeg er nervøs og jeg kan ikke lade være med at tænke - samtidig med, jeg ikke kan tænke noget overhovedet. det er sygt og forkert det hele. og alligevel så forfærdeligt rigtigt. jeg fortryder ikke, jeg hoppede. ikke et eneste sekund. eller hvad? 

jeg er sulten. og jeg glæder mig til at aflægge Bjergby et lille visit i morgen. jeg har alle grunde i verden til at være lykkelig - men det er jeg ikke.

tak fordi, kære søde læsere, i gider læse disse floder af aflæsning af mine problemer og mit liv sådan generelt. jeg elsker jer!

det her er dejlige, skønne, smukke Ida, som jeg elsker og savner